Afrikaner for en dag

I går, lørdag havde vi ingen planer, så derfor spurgte Pontiano, om vi ikke havde lyst til at prøve at arbejde lidt på farmen. Selvfølgelig ville vi da det. På den måde kunne vi hjælpe lidt til, og så svært kunne det da heller ikke være. Vi blev klogere.

Vores arbejde bestod i at skære visne blade af bananplanterne, samt at hakke jorden omkring dem. Vi blev vist, hvordan man gjorde, og så gik Pontiano for at lave andet arbejde på farmen. I starten gik det bare derudaf, vi smilede og havde det sjovt, og vi syntes egentlig ikke, at arbejdet var så galt. Efter knap to timer tænkte vi, at nu var vi nok snart færdige, og Pontiano ville nok lige straks komme og sige tak for hjælpen. Det gjorde han dog ikke.

  Så arbejdes der hårdt i bananplantagen.

Vi fortsatte, selvom det begyndte at blive lidt hårdt at gå under den bagende sol og arbejde. Det ene æg og den lille banan, som vi havde fået til morgenmad, slog ikke rigtig til længere. Vi begyndte at blive sultne. Arr nu måtte han da også snart komme og dermed afslutte dagens arbejde. Men nej, og vi fortsatte.  Ved 14 tiden, efter fire timers arbejde, kom Francis, en af arbejderne her på farmen, og gav os en rigtig afrikansk forfriskning; sukkerrør. Afrikanerne får den som forfriskning, inden de får deres eneste rigtige og større måltid ved 16 tiden. Sukkerrørene bider man stykker af, tygger det, suger saften ud og spytter det så ud igen. Det smager af søde majs og sukker, men der er ikke rigtig noget mad i det.

  Så er der en lille forfriskning bestående af sukkerrør.

Efter den lille pause gik vi i gang igen. Vi syntes selv, at vi var nået ret langt og syntes snart, at vi havde gjort dagens gode gerning. Som vi gik der sultne, svedende og solbrændte syntes vi, at det snart kunne være nok med det arbejde med de dumme bananplanter. Minutterne slæbte sig af sted, og vi var faktisk ved at være ret trætte. ENDELIG ved 16 tiden, efter næsten seks timers arbejde, kom en af arbejderne og bød os på deres ”middagsmad”. Vi fik sweet potatos og lidt sovs lavet på lidt kylling. Det smagte rigtig godt. Vi nød maden og var glade for, at dagens arbejde var forbi. Det skulle det så vise sige, at det ikke var.

  Sen og tiltrængt middagsmad sammen med arbejderne på farmen.

Vi skulle hen til kirken, hvor der hver lørdag fra 17.00-18.30 er forberedelser til søndagens gudstjeneste samt sjov og leg med børnene. De ventede os der, så der var ingen vej udenom, selvom vi alle var rigtig trætte. Vi legede, sang og hyggede os med børnene i næsten to timer, og havde en god aften sammen med dem.

  Daniel og jeg sammen med et par af børnene fra lørdagens aktivitet.

Efter at vi havde leget med børnene og sad og ventede på, at Rogers (Pontianos kone) blev færdig med at synge i kor, så vi kunne komme hjem, kom der en lille pige hen til os. Pigens navn var Emma; Hun havde været med til aftenens aktiviteter. Hun havde en lille seddel til os, som hun genert overrakte til os. Nedenfor ses hendes besked til os. Denne lille lap papir med de få ord på betød rigtig meget for os. Jeg sad med en god følelse indeni, da vi sad i bilen på vej hjem. Jeg følte, at det at give en lille smule af mig selv, at lege med børnene og snakke med dem, betød noget for dem, og gav dem mere end jeg lige troede. Pludselig glemte man alt om dagens strabadser.

   Hilsnen fra Emma. Godt nok havde hun ikke fået helt fat i vores navne, men hvad gør det, når hun nød vores selskab.

Da vi langt om længe kom hjem, sad vi alle efter aftensmaden og slappede af med hver vores bog. Det havde været en hård dag for os “muzunguer” (hvide mænd/europæere), og vi blev enige om, at vi vist godt kunne tillade os at kalde os selv: afrikanere for en dag.