Lørdag formiddag tog vi til Kitiiti, byen hvor Cornerstone School ligger, og mødtes med Herbert, som vi havde aftalt kl. 11.00. Vi havde aftalt at gå turen i stedet for at tage boda bodaere, så vi begyndte ellers bare at gå i modsat retning af, hvor farmen ligger. Da vi havde gået i ca. en time, begyndte vi at komme derud, hvor man ikke havde forestillet sig, at der levede mennesker. Her var mange af husene lavet af kolort og ler, og var i det hele taget meget primitive. På trods af de primitive forhold, var det dog alligevel ikke så langt fra, hvad vi er vant til at se rundt om i de små byer. Vi hilste venligt på dem som vi kom forbi ,og fik en lille snak med dem. Efter ca. to timers gang blev vi pludselig mødt af det syn, hvormed man forbinder Afrika. Vi var kommet til de små runde hytter med spidse tage. I forhold til mine forestillinger om disse mennesker, var der dog lige en detalje: de havde faktisk tøj på alle sammen. På turen havde vi en ugandisk skolepige ved navn Vinnie med, da hun kom fra det område, som vi skulle besøge på vores tur. Pga. den store afstand til skolen, bor hun hos en lærere i Kitiiti, og er hjemme hos hendes familie i weekenderne. Hun var god at have med, da hun kendte vejen og de mennesker, som vi kom forbi. Vi hilste på hendes familie og gav børnene lidt slik, som vi havde taget med.
Her er jeg på vej hen til nogle små hytter.
Her besøger vi Vinnies familie.
På vores videre tur kom vi forbi flere af disse små afrikanske hytter, og et af stederne blev vi endda inviteret indenfor. Der var ikke meget plads, men der var dog et lille rum, hvori de sov, og et større rum hvor al anden aktivitet foregik. “Køkkenet” lå i en separat lille hytte, hvilket var let at se, da der var store plamager af sort sod på hyttens vægge. Deres udendørs borde, hvorved de lavede mad, lignede mest af alt borde fra en dansk spejderlejr.
Her sidder jeg inde i en af hytterne. Som man kan se, ligger der en høne indenfor og ruger på sine æg. Man må sige, der er virkelig plads til alle.
Som vi gik der, kom vi til at tænke på, hvad disse mennesker lever af, for omkring husene var jorden langt fra dyrket. Vi stillede Herbert dette spørgsmål, og han svarede, at de fleste af disse mennesker er kvægavlere. Mange af dem har mange kvæg, som de driver rundt fra sted til sted, for at kvæget kan græsse. De sælger kødet og mælken til nogle af de lokale, og til beboere i byerne langs de større veje. Dette kan let betyde, at de skal gå langt med deres varer for at få dem solgt.
Her ses nogle drenge som sælger oksekød. Vi kom forbi dem “in the middle of nowhere”, men der må åbenbart komme nogle folk forbi en gang imellem. Overalt, selv i byerne, hænger køddet bare i snore i træerne eller i salgsboder både hele og halve dage. Mens man er hernede, har man derfor ikke så meget lyst til kød.
På vejen hjem spekulerede jeg på, hvorfor disse mennesker prioriterer at leve på denne måde. Vi fik fortalt, at flere af dem ikke var direkte fattige, men at de blot havde lyst til at leve på denne måde. Mange af dem kommer trods alt fra en slægt, hvor man har levet af dette erhverv i årtier. Endvidere undrede jeg mig over, hvorfor mon disse mennesker ikke selv dyrker nogle afgrøder, f.eks. sweet potatos, bønner eller andet, som de vil kunne leve af. Pontiano forklarede os senere, at de ganske enkelt ikke gad at dyrke jorden, når de kunne leve af at drive og slagte kvæg. Dette forstår jeg godt, men man skulle da synes, at det ville være billigere at dyrke en lille smule selv.
Da vi kom hjem på farmen var vi alle godt brugte, da vi i løbet af dagen havde gået mellem 15 og 20 km. Det havde været en spændende og tankevækkende dag. Det var rigtig interessant at se, hvordan nogle mennesker vælger at leve deres liv, og at se en anden del af Uganda, ikke langt fra det vi ser, når blot vi bevæger os langs vejene.
En vellykket og tankevækkende dag i en anden del af Uganda.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar