Daniel, Louise og jeg bor på Kamuzinda farm, som hernede er en større gård. I Danmark ville denne gård nok ikke svare til mere end et større fritidslandbrug, størrelsen taget i betragtning. Farmen fungerer som et demonstrationslandbrug, hvor de lokale kan komme og se, hvordan man driver landbrug. Der er også en lille shop på farmen, hvor man kan købe forskellige fornødenheder. Projektet blev startet op af to danskere, Dan og Birgitte, i 2004. Efter at de er rejst videre i Afrika, er det nu Pontiano, som er bestyrer på farmen.
Pontiano Nyombi bor her på farmen sammen med hans kone Rogers og deres fire børn: Hallelujah (6 år), Christina (3 år), Enog (2 år) og Solomon (8 mdr.). Pontiano er, i forhold til mange andre afrikanere, meget god til at sætte sig ind i, hvordan vi hvide tænker. Familien gør meget ud af, at vi skal føle os hjemme, og endelig sig til og spørge, hvis der er noget. Allerede i løbet af den korte tid vi har været her, føler vi os næsten som en stor familie.
Her ses vi sammen med familien inden kirke.
Familien Nyombi bor i den ene ende af hovedbygningen, mens vi bor i den anden. Imellem de to afdelinger er shoppen placeret. Vores lejlighed er meget fin, og efter en uges tid, lidt rengøring og lidt tilvænning, er her faktisk blevet rigtig hyggeligt. Vi har et stort køkkenalrum, et toilet og tre værelser. I det ene værelse bor Daniel, Louise og jeg i et andet mens det tredje står tomt. Nedenfor ses der billeder af lejligheden og af farmen:
Her i vores lille lejlighed står vi selv for madlavning, tøjvask, rengøring og hvad der ellers måtte være af huslige pligter. I Afrika tager alting bare længere tid. Indkøb tager længere tid, fordi man skal i mange forskellige små butikker og markeder. Tøjvask tager lang tid, fordi det skal vaskes på gammeldags manér, og inden da skal der først koges vand til det. Der skal derfor dagligt sættes lidt ekstra tid af til disse gøremål. Det siges, at vi europærere har uret, som vi lever efter, mens man i Afrika lever efter tiden. Her er der al den tid man har brug for. Aftaler man at mødes med en afrikaner kl. 10, kan klokken let blive 11 eller 12. Dette er noget der for mig kræver lidt tilvænning. På den anden side er det også rart med denne mentalitet, da alting foregår i ro og mag, og folk tager sig masser tid til at snakke med hinanden.
Så er det tid til tøjvask.
Da landet er så fattigt, som det er, er der ikke megen brug af teknologi mv. Endvidere kommer og går strømmen, som det passer den, og derfor er det ikke muligt at have mad i et køleskab, og i supermarkederne findes der heller ingen kølediske. Derfor er det kød der kan købes på markederne varmt og ikke særlig appetitlig. Af den grund spiser vi ikke rigtig kød hernede og drikker heller ikke mælk. Til morgenmad får vi hårdkogte æg og bananer; til middag får vi noget frugt, pasta, chapaties (en form for madpandekager) eller hvad vi nu lige har. Til aften får vi ris eller pasta med en hjemmelavet grønsagsblanding og avocado til.
Her får vi pasta med hjemmelavet tomatsovs og avocado.
I Uganda spiser man langt fra så mange gange, som vi gør i Danmark. Da mange har svært ved at tjene penge nok til at få mad på bordet hver dag, får de fleste afrikanere kun et eller to måltider om dagen. Første måltid er ved 11-12 tiden, hvor mange får en banan eller noget posho (majsmel blandet op med vand), og efter arbejde inden solen går ned, får de fleste et større måltid. Et sådan måltid kunne f.eks. være sweet potatos eller ris, og de som har råd til det, får måske lidt sovs og kylling til. Retter som fåes meget i Uganda er: matoke (en mos lavet af madbananer), sweet potatos, bønner, ris og tynde "gryderetter”, som har stået og kogt længe før det serveres. Den ugandiske mad er altså ikke den helt store kulinariske oplevelse.
Dette var så lidt om, hvordan vi bor, hvoran kulturen er, og hvordan vi lever hernede. Det hele er meget anderledes fra den danske kultur, men lige så anderledes den er, lige så spændende er den at leve i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar