Sider

torsdag den 13. september 2012

En dag på Pastor Fred’s School

Pastor Fred’s School er en privat skole, som blev startet i 2004 af, som navnet afslører, Pastor Fred. Pastor Fred er uddannet lærer og er stadig den dag i dag leder af skolen. I dag går meget af hans tid med embedet som præst, men han er dog også jævntlig på skolen. Da han for nu 8 år siden startede skolen, havde han det første termin kun fire elever. I Uganda er et skoleår delt op i tre terminer. Skolen startede altså, ligesom Cornerstone, som en lille fattig skole, men er med tiden vokset til, i dag at have 343 elever. Der har gennem flere år været volontører fra Danmark og fra Afrika In Touch ude på skolen for at undervise og for at hjælpe med at bygge legeplads mv.


IMG_3267
Her ses Pastor Fred, Daniel og jeg.

I forhold til Cornerstone School, som startede i 2005, kun et år efter at Pastor Fred startede sin skole, er Pastor Fred’s School langt mere udviklet. Bygningerne er i bedre stand, der er tekstbøger til lærerne til alle timerne, det er ansatte som står udelukkende for administration og så er der generelt bare meget mere struktur. Grunden hertil er bl.a. at Afrika In Touch har doneret penge til bygninger og har haft volontører der i kortere eller længere perioder. Endvidere betaler alle børnene for at gå på skolen, hvilket ikke alle gør på Cornerstone. Jeg tror også, at det at Pastor Fred er lærer har haft en positiv virkning på hans opstart af skolen. 

 IMG_2453
Her ses hovedebygningen.


IMG_2454
Her ses den anden af de to bygninger, som skolen består af. Det er ikke så let at se på billedet, men bygningerne har ingen glasruder i vinduerne, så hvis det blæser lidt en dag, kan det føles ret koldt inde i klasseværelserne.

Vi har ugentlig to dage på denne skole, tirsdag og torsdag, hvor vi underviser om formiddagen. Sammen underviser Louise og jeg klassetrin P3 og P4 (ca. svarende til 3. og 4. klasse i Danmark) i engelsk, marematik og idræt. Endvidere underviser vi P6 i idræt om torsdagen. Sammenlignet med Cornerstone, har man her på Pastor Fred’s School opdaterede og nye tekstbøger til lærerne. Dette gør det let at springe ind i jobbet som underviser, da man her har en bog at gå ud fra. Selvom denne skole har flere ressourcer end Cornerstone, har elever ingen bøger selv, de har kun deres kladdehæfte, som de skriver alt ned i.

Pastor Fred’s School er et behagelig sted at komme, og hver morgen bliver vi mødt med smil af både lærere og elever. Der er ikke det samme sociale sammenhold lærerne imellem, som der er ude på Cornerstone, men der er også lidt flere lærere på Pastor Fred’s School. For os europærere er det rigtig rart at komme et sted, hvor der er struktur og styr på tingene. Efter en afsluttet time, finder vi læreren og spørger, hvad vi skal undervise i næste gang, og så finder hun/han siderne i bogen. De fundne sider tager vi billeder af, så vi kan forbrerede os til næste time.

IMG_3260 - Kopi
Her underviser jeg P3 i engelsk.

Louise og jeg har nu undervist et par gange på skolen, hvilket faktisk er gået ret godt. Under de første par timer vi havde, var læreren inde i klassen, hvilket kunne være lidt ubehageligt. Man skal lige ind i rollen som “lærer” og vende sig til det, og dette tager sin tid. Samtidig ved man godt, at lærerne på skolen selvfølgelig er bedre til at undervise, da de er uddannede lærere alle sammen. Hvad Pastor Fred bl.a. gerne vil have os til, er at snakke med børnene og fortælle om Danmark og Europa. Han synes det er vigtigt, at børnene stifter bekendsskab med mennesker fra andre kulturer, og herigennem lære om andre dele af verden. Under undervisningen i dag, forlod lærerne lokalet, hvilket var rart, for så kunne man bedre slappe af og koncentrere sig om undervisningen. Nu har vi efterhånden prøvet det nogle gange, både på Cornerstone og på Pastor Fred’s School, og det er egentlig meget sjovt at undervise og hjælpe børnene.

IMG_3233
Her er jeg rundt og rette elevernes opgaver i deres bøger. Der rettes altid med rødt, og har eleverne 0 fejl, skrives der “good”. Har de 0 fejl, går de stolte og smilende ned på ders plads med kladdehæftet.


IMG_2783
Det er dog ikke alt på Pastor Fred’s School der er fryd og gammen. Flere gange har vi set eller hørt lærere slå løs på børnene. I sidste uge havde vi været inde og overvære en time med P3, hvor vi, efter at have forladt klasselokalet, kan se den kvindelige lærer gå rundt og slå børnene med en kost. Endvidere sad Louise og jeg i mandags inde i P3’s klasselokale og ventede på at børnene havde lavet opgaverne på tavlen, mens vi kunne høre slag fra klassen ved siden af. De hjerteskærende lyde blev efter en tid afbrudt af et barns klynken og gråd. Dette gav mig kuldegysninger, og gjorde mig rigtig vred indeni. Der er desværre ikke det store, som vi kan gøre ved dette. Afrika In Touch har lavet en aftale med skolen om, at de ikke må slå på børnene, men dette bliver tydeligvis ikke overholdt. Det eneste vi kan gøre, er at snakke med Pastor Fred om det, og fortælle hvordan vi som europærere ser på fysisk afstraffelse. Forhåbentlig vil dette problem over tid blive bedre i forbindelse med en forhåbentlig udvikling af hele skolesystemet i Uganda og andre afrikanske lande. Om jeg kan lade være med at snakke med lærerne om det, er jeg ikke sikker på. Nu må vi se, hvordan tingene udvikler sig de næste par måneder.           Her spiser de mindre børn madpakker i frikvarteret.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar