Fødselsdag i Uganda

Da jeg vågnede fra morgenen af, var jeg hen over natten blevet et år ældre. Dagen startede med en god morgenmad, meget mere luksus end hvad vi er vant til. I denne uge har vi besøg af Benjamin fra Afrika In Touch og af Mette, som er tilknyttet et projekt hernede. De havde, da de kom i mandags, handlet en masse lækre madvarer ind, så dette nød vi godt af fra morgenen af.


Morgenmad med flag på bordet. Det er stadig tidligt om morgenen, så man kan vel ikke regne med, at vi ser friske ud.

Dagen fortsatte ude på Cornerstone School. hvor jeg underviste i mine klasser, som jeg plejer. Mens jeg stod i P.1. og rettede de sidste opgaver inden frikvarter, blev jeg kaldt ud af klassen. Her stod alle skolens børn, omkring 200 elever, og ville synge fødselsdag for mig. Selvom at det var let at høre, at “Happy Birthday” ikke er den sang de synger mest, var det rigtig sødt af dem og overvældende.


Her synger alle eleverne fødselsdagssang.

Da Louise havde været så sød at tage en kageblanding med fra Danmark i anledning af min fødselsdag, havde vi taget kage med til lærerne, som vi gav dem i formiddagspausen. Jeg tror, at de fleste godt kunne lide den. De fleste afrikanere er trods alt ret vilde med sukker, har vi efter hånden fundet ud af.


Så er der kage til lærerne.

I løbet af dagen fik jeg gaver af lærerne og eleverne. Jeg fik af en af lærerne bananer og af en anden to ananas; rigtige afrikanske gaver. Et par af lærerne havde skrevet nogle rigtig søde kort til mig, hvilke gav mig et lille smil på læben, da jeg læste dem. De var alle så søde og glad på Cornerstone, og det må siges at smitte af. Jeg var i rigtig godt humør resten af dagen, efter en god dag med sang, smil og gang i.


På billedet til venstre stå jeg sammen med en rigtig venlig lærer, som gav mig bananer i fødselsdagsgave. På billedet til højre ses mine gaver og kort fra lærer og elever på Cornerstone.

I Uganda går man ikke så meget op i, hvor gammel man er og i at fejre fødselsdag generelt. Der er sågar nogle, som ikke er helt sikre på, hvor gamle de præcis er. Fejring af en fødselsdag er ikke noget man går så meget op i, især fordi mange ikke har råd til at købe gaver eller at gøre lidt ekstra ud af dagen. Der er dog nogle som fejrer fødselsdag, men dette er mest de mere velhavende. Af denne grund, havde jeg faktisk ikke forventet, at lærerne og børnene ville gøre ret meget ud af dagen, men det må man da sige, at de gjorde. Inden aftensmad sang Louise, Daniel og Benjamin fødselsdagssang for mig, mens der var flag på bordet, og Daniel havde tilmed købt sodavand i dagens anledning. Det må siges at have været en rigtig god dag på trods af, at jeg befinder mig på nogle lidt andre breddegrader langt væk fra lille Danmark.

Wild rafting

Som sagt, overnattede vi på Red Chilli og blev næste morgen hentet af en bus, som tog de ca. to timers kørsel til Jinja. Når man skal rafte i Uganda er der to store udbydere af rafting, og vi havde efter anbefaling fra Rikke og Lene (de to sygeplejestuderende som gæstede farmen i forrige weekend) valgt Nile River Explorers. I Jinja startede vi om formiddagen med instruktioner omkring dagens rafting samt fik hjelme og veste. På køreturen fra Nile River Explorers hostel og til stedet, hvor bådene skulle sættes i vandet, fik vi morgenmad. Vi fik en boks med lækkert friskt frugt og, hvad man i Uganda kalder “Rolex”. Dette er en chapati (indisk fladbrød) med en omelet rullet ind i. Efter at have smurt os godt ind i solcreme var vi klar til at gå om bord i båden.


Så er vi klar til at tage på rafting.

I båden var Louise, Daniel og jeg samt en tysker og to guider. Jeg havde egentlig ikke gjort mig de store tanker omkring raftingen, men jeg have dog regnet med, at vi som hovedregel ville komme til at opholde os mest i båden og ikke i vandet. Jeg blev klogere.


Vores guide giver os instruktioner inden det for alvor går løs.

Allerede ved første vandfald, eller som guiden mere korrekt kaldte det, rapid (strømfald) endte vi alle sammen over borde. De efterfølgende rapids blev værre endnu, og et par af gangene faldt jeg af i starten af vandfaldet og blev derfor trukket hele vejen ned gennem bølgerne, indtil jeg nåede noget roligere vand. Denne tur ned gennem vandfaldet var rigtig ubehagelig, fordi man bliver trukket igennem nogle enorme bølger, og samtidig når man ikke rigtig at få luft inden der kommer en ny bølge. Det er svært at orientere sig, mens man bliver trukket af sted og samtidig griber panikken en. Man skal endvidere sørge for, ikke at sparke med benene, da der mange af stederne er store sten. På min tur ned gennem bølgerne slugte jeg en masse vand og blev derfor glad, hver gang redningskajakkerne kom og “redede mig”. En af gangene drev jeg mod båden, hvori Louise og guiden sad, og bedst som jeg troede at jeg var redet, tog strømmen mig med ned under båden og videre ned gennem vandfaldet. Efter denne oplevelse havde vi heldigvis en lille pause, så vi lige kunne sunde os lidt.


Så er vi på vej ned af første “rapid”.

Under vores pause blev der skåret friskt ananas til os, som vi nød mens vi drev med strømmen. Det var en speciel men god oplevelse at sidde der på Nilen og spise ananas og kiks, mens solen skinnede fra en skyfri himmel. Tjuhaj, pludselig var vi igen klar til at sejle videre, og hvorfor ikke starte med en vandfald, hvor vi igen alle sammen røg i vandet. Jeg må indrømme, at jeg efter vores pause var lidt betænkelig ved de kommende vandfald pga. den kraftige strøm og hvad jeg tidligere havde oplevet. Dette glemte jeg dog alt om, hver gang vi kom til et nyt vandfald, hvor vi kæmpede for at blive i båden. Imellem vandfaldene fik vi lov til at hoppe i vandet og svømme, hvilket var rigtig rart, da vandet havde en rigtig dejlig temperatur. Mens vi lå der og plaskede rundt, tænkte jeg lige en ekstra gang på, at guiden jo havde fortalt os om og lært os, hvordan man skulle undvige krokodiller og flodheste, hvis vi stødte på dem. Faktisk havde vi set en lille krokodille inde ved bredden liggende på en sten, mens den solede sig. De lokale, som var inde på bredden råbte også “crocodiles”, for at skræmme os, mens vi lå der og svømmede. Jeg kan godt forstå, at de synes det er lidt sjovt at råbe sådan til nogle dumme uvidende muzunguer som ligger og svømmer rundt, mens de arbejder.
 

Der kæmpes for, at båden ikke skal vælte..


.. det er dog en umulig kamp


.. og vi ender alle i vandet.

Langs bredden så vi de lokale afrikanere sejle rundt og fange fisk fra deres kanoer lavet af træstammer. Her fik man virkelig følelsen af, for alvor at være i Afrika. Paradoksalt nok sad vi så selv i sammen øjeblik i en gummibåd og oplevede noget, som kun turister gør.


Sidste “rapid” og selvfølgelig skulle vi da lige en tur mere i vandet.


Vores crew efter en veloverstået dag på Nilen.

Sidste del af turen gik meget fint, selvom vi endte i vandet nogle gange. Da vi kom i land var der lavet en lille buffet til os med en blanding af nogle afrikanske specialliteter og nogle mere typiske vestlige retter. Vi blev, efter raftingen og spisningen, kørt til “River Camp”, som er et hostel for bagpackers liggende lige ud til Nilen. Her slappede vi af og spiste aftensmad med udsigt ud over Nilen. Hold da op, det var smukt at sidde her og nyde udsigten, mens solen gik ned. En god afslutning på en rigtig god og vild dag.


Udsigten fra River Camp, som vi nød mens vi spiste aftensmad.

Turister i Kampala

Som tidligere nævnt, havde vi sidste weekend besøg af de to danske sygeplejestuderende Rikke og Lene. De fortalte os om deres tur til Jinja og om deres ophold i Kampala, og herudfra besluttede vi at tage afsted i den forgangene weekend.



Louise og jeg foran Gadahfi National Mosque.

Vi startede turen torsdag middag, efter Louise og jeg havde undervist på Pastor Freds School. Vi fandt en matatu (en minibus med plads til ca. 20 personer) i Masaka som heldigvis næsten var fuld, og så gik turen ellers mod Kampala. Det er nemlig sådan her i Uganda, der er ikke bestemte afgangstider for noget som helst, så man kører først når taxaen, matatuen eller bussen er helt fyldt. Med de større busser kan man altså komme til at vente længe.

Turen til Kampala tog kun ca. to timer takke være vores fartglade chauffør. Vi startede med at se National Mosque, også kaldet Gadahfi National Mosque. Opførslen af moskeen startede i 1972 mens Idi Amin var ved magten i Uganda og blev færdiggjort og indviet i 2007. Mens Idi Amin var præsident af Uganda (1971-1979) sørgede han for at holde sig gode venner med Muammar Gadahfi, hvilket jo var ret smart, da han havde mange penge. Gadahfi finansierede byggeriet og lod moskeen opføre som en gave til Uganda og især til de muslimske ugandere.

 

Inden vi kunne blive vist rundt i moskeen, skulle Louise og jeg have tørklæder og lange nederdele på, da det jo er sådan kvinder skal klæde sig ifølge Islam. Turen rundt i moskeen var meget spændende og vores guide var god til at fortælle om Islam og om baggrunden for, hvorfor muslimer tænker og agerer som de gør.



Daniel og sit harem ;-)



Louise og jeg ved skiltet, som er opsat til minde om “brother Mummar Gadhafi”.

Efter vores tur i moskeen tog vi ud til et bagpackerhostel kaldet “Red Chilli”. Her spiste vi aftensmad og slappede af i de rolige og hyggelige omgivelser. På stedet kommer der rigtig mange europæere, og gennem holstet kan man booke ture til safari, river rafting og meget mere. Det var rigtig rart og afslappende at være et sted, hvor der også var en masse andre europæere, som også lignede turister og spiste pizza og andet vestlig mad. Her havde vi et pusterum, hvor vi ikke behøvede at være “på” samt snakke med og give hånd til alle dem vi kom forbi. Vi overnattede i en sovesal sammen med en masse andre: rigtig bagpacker stil.

Daniel og jeg med vores pizzaer på Red Chilli.

Louise og Daniel hygger sig i deres gode senge, inden det er sengetid.

Næste morgen blev vi hentet af en bus, som kørte os til en by ved navn Jinja, som ligger ved Nilen. Så var der dømt rafting. Selve raftingen kræver efter min mening et separat indlæg, da dette var en vild oplevelse.

Rafting på Nilen – fedt!

Fra fredag, hvor vi havde river raftet, og til lørdag overnattede vi i Jinja og kom først tilbage til Red Chilli igen lørdag aften. Her tilbragte vi aftenen med afslapning og gik tidligt i seng efter vores tur i Jinja. Om søndagen tog vi ind til Kampala downtown, og startede her med at spise lækker chokoladekage og drak ice coffee på en hyggelige cafe/restaurant/coffee house ved navn “1000 cups”. Man kan vel næsten sige, at dette sted må være Ugandas svar på “Starbucks Coffee”. Herefter stod der shopping på programmet. Dagens shopping var dog lidt utraditionel, da det var craft shops, hvori vi købte ting. Disse craft shops ligger i et par områder i Kampala, og er små “boder” som sælger ene afrikanske souvenirs/ting. Her brugte vi de meste af dagen (og vores penge), inden vi fik os forvildet ned i en af byernes taxiparker og fandt en bus til Masaka. Efter en lang køretur var vi hjemme på farmen igen ved 21 tiden, og så var der ellers i seng med os, så vi kunne blive friske til næste dags undervisning på Cornerstone School.

 

Lækker chokoladekage og ice coffee.




 

En dag i søndagsskole

I dette indlæg vil jeg beskrive vores arbejde i forbindelse med søndagsskolen. Som tidligere nævnt, blev planerne for vores arbejde hernede lavet om kort før afrejse fra Danmark, og så skulle der pludselig tænkes hurtigt. Søndagsskolen er derfor noget som Pontiano har arrangeret, ligesom han har gjort det med arbejdet på Cornerstone School.

Her i Uganda er majoriteten af landet befolkning kristne. Herunder er en del af de kristne “born again”, hvilket er en gren, som har vokset sig ud fra kristendommen. Disse “born againg” kristne betragter religionen som en meget vigtig del af deres liv, og lever i høj grad ud fra de kristne værdier. Denne trosretning vil jeg komme nærmere ind på i et senere indlæg.

Louise, Daniel og jeg sammen med nogle af børnene fra søndagsskolen.






 

Pontiano og hans familie er “born again”, som de også selv siger det, og derfor går vi hver søndag i kirke. Dette er en længere affære, som man ikke bare lige kommer om ved, som man gør det ved en dansk gudstjeneste, som ca. tager en times tid. Om søndagen starter gudstjenesten kl. 09:00, og her skulle vi gerne ankomme til kirken. Længe leve Afrika, selvfølgelig kommer vi aldrig afsted til tiden. Efter mange bønner, lovsange, tilbedelser og en prædiken er gudstjenesten, eller rettere, skulle gudstjenesten gerne slutte omkring kl 13:00. Dette gør den dog stort set aldrig. I løbet af disse 4 times gudstjeneste er der omkring 1,5 time, hvor alle børnene går udenfor, og har søndagsskole. Inden vi kom, var der en sød dame, som havde børnene i dette tidsrum, men nu er det blevet vores job, at afholde søndagsskole.

Første dag vi var i kirke (anden dag her i Uganda) blev vi bare kastet ud i det, da vi uden at vide det pludselig stod med ansvaret for de 1,5 time med børnene. Ved hjælp af lidt improvisation og takke være Rogers’ (Pontianos kone) hjælp, gik det faktisk meget godt.



Mig sammen med nogle dejlige børn fra søndagsskolen.



Når vi ca. kl. 11:00 går udenfor med børnene, starter vi ofte med en sang eller to. Da ikke alle børnene er gode til engelsk, synger de også ofte en sang på luganda for os, og nogle gange synger vi en dansk sang for dem. De har endda lært os en engelsk sang, som er blevet en af mine yndlingssange hernede. Programmet er forskelligt fra gang til gang, men hver gang leger vi en leg med dem. Oftest lærer vi dem en dansk leg, men vi har også leget nogle af deres lege. Vi har et par gange læst en lille bibelhistorie op for dem, hvor de bagefter skulle tegne det de tænkte på, når du hørte historien. Dette var en meget god oplevelse for både dem og os. Børnene blev lidt generte, når vi roste deres tegninger, men også meget stolte og glade. Pludselig var der 80 børn, som alle sammen gerne ville vise os deres tegninger. Det var sjovt at se, at de tegnede Jesus, med en sort hudfarve. Dette havde jeg slet ikke overvejet inden vi gav dem opgaven, men selvfølgelig tegner de da Jesus sådan.
 

Der tegnes, men der er dog overskud til at smile til kameraet.

En lille pige viser mig stolt sin tegning af Jesus.

Da vi for snart en måneds tid siden, havde børnene første gang, vil jeg skyde på, at der var omkring 30 børn. I løbet af de seneste uger, er dette tal vokset til omkring 80 børn. Vi har fået at vide, at børnene ser frem til søndagene sammen med os, og dette forklarer måske det øgede antal børn. Når vi har 80 ugandiske børn, hvoraf de færreste forstår så meget af hvad vi siger på engelsk, kan det være en udfordring at give dem en besked eller at sætte en leg i gang. Her er vi så heldige at have Rogers til at oversætte fra engelsk til luganda. Der er så bare den ene detalje, at hun heller ikke altid forstår vores lege. Man er derfor nogle gange nødt til at holde hovedet koldt, og finde al den tålmodighed, som man ikke anede, at man havde, frem.

Denne søndag havde vi ballonner med til børnene.

På trods af udfordringerne i forbindelse med sproget, er det nogle rigtig dejlige timer vi har med børnene hver søndag. Selvom de ikke helt forstår en leg, så prøver de bare at gå i gang, og hver gang løber de alle grinende rundt. Der er ingen tvivl om, at de nyder at være i søndagsskolen og at de morer sig rigtig meget hver gang. For mange af dem, betyder det egentlig bare meget at være sammen med os, snakke med os og få lov til at sidde hos os. En dag i søndagsskolen kan kun blive en dag fyldt med smil og glade børn.

En forfærdelig god søndag

I fredags var vi så heldige at få besøg af to piger, Lene og Rikke som boede hos os hele weekenden. De to unge piger er sygeplejestuderende og havde været i Uganda i ca. fire uger i forbindelse med deres studie. Vi nød at være sammen med et par andre danskere hele weekenden, og hyggede os meget i selskab med vores gæster. På vores tur lørdag var pigerne med, hvilket kun gjorde turen mere hyggelig, og om søndagen havde vi inviteret dem med en tur i Kamuzinda Church, inden turen derefter gik til Masaka.

I Masaka mødtes vi med Ruth og Carsten, som ejer den danske Café Frikadellen. Ruth og Carsten er et dansk ægtepar, som sammen med deres fem bør bor i Masaka. De har i løbet af deres ni år i Uganda startet flere organisationer til fordel for børn i alle aldre. Endvidere har de startet en kirke og en skole i byen. Efter en middag på caféen, kørte vi ud til deres lille ferieparadis.


Et billede taget ved ferieparadisets pool.

Dette lille ferieparadis, som Ruth og Carsten har bygget, er et sted, hvor deres venner og andre danskere eller europæer kan komme og leje en banda, som de små hytter hedder her i Uganda. Her kan man få et lille pusterum, samt nyde roen og freden. Her er der ingen der konstant råber: “bye muzungu” eller vil hilse på dig. Vi indlogerede Lene og Rikke her, da de skulle have en overnatning, inden deres tur gik videre til Kampala. Vi badede og tog sol, og nøj hvor var det rart. Jeg tror ikke, at jeg har følt mig så ren i tre uger. En lunken bruser, var lidt noget andet end af stå i vores mørke bad, og bade i koldt regnvand.


Afslapning for alle pengene.

Hen på eftermiddagen blev afslapningen ved poolen afbrudt, da det var blevet tid til at besøge det babyhjem, som Ruth og Carsten ejer og administrerer. På babyhjemmet bor der omkring 25 børn i alderen 0 til 14 år. Børnene, som bliver anbragt her, er af en eller anden grund ikke ønskede, og er derfor efterladt. Nogle af spædbørnene er blevet fundet i lokale lokummer, hvor moderen enten har født dem ned i eller har efterladt dem der. Andre er blevet afleveret hos politiet og senere anbragt på babyhjemmet. Til daglig er der et par afrikanere, som er ansat til at passe og pleje børnene, men det meste af deres tid går med praktiske opgaver. Der er mange munde at mætte og mange bleer at skifte, samt meget rengøring med så mange børn i huset. Derfor har Ruth og Carsten ansat et par volontører, som næsten udelukkende står for samvær og leg med børnene. Disse viste os rundt og fortalte om børnene og deres historier.


To dejlige drenge.


Overalt ude på babyhjemmet var der meget beskidt og det samme var børnene. På meget små værelser boede og sov mellem tre og fem børn. I starten gik jeg bare og så mig lidt omkring, og havde egentlig ikke lyst til at røre ved noget, men det varede ikke længe, før jeg sad med et lille barn i armene. Det var rigtig livsbekræftende at se dette sted og være sammen med børnene. Man kunne mærke, at børnene nød bare at sidde hos os og blive holdt om. At kunne give dem så meget, blot ved at lege eller sidde med dem, er en ubeskrivelig følelse. Disse børn har i løbet af deres korte levetid oplevet så mange forfærdelige ting, som vi andre slet ikke kan sætte os ind i. De kår som børnene vokser op under er selvfølgelig ikke det man ønsker for noget barn, men man skal måske i stedet vende det om. Det er trods alt godt, at deres findes dette sted, hvor de kan vokse op, og samtidig få noget kærlighed og nogle gode oplevelser sammen med volontørerne.

Her sidder jeg med min 8 mdr. gamle navnesøster Anna.
 

Sammen med børnene gik tiden rigtig hurtig, og inden vi fik set os om, var det tid til at tage hjem. Besøget havde gjort rigtig stort indtryk på mig. Jeg havde nydt at være sammen med børnene, og dette vækkede igen mit ønske om, at komme til at arbejde med børn på denne måde. Ved at undervise får man altså bare ikke helt de sammen oplevelser med børnene. Om besøget skadede mere end det gavnede, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at dette er hvad jeg rigtig gerne vil lave hernede. Lige meget hvad, så var det en rigtig god sødang, men på nogle måder også en smule forfærdelig. En forfærdelig god søndag.

 

  

 

I en anden del af Uganda

Læreren Herbert fra Cornerstone School spurgte os i mandags, om vi havde lyst til at komme med på en tur ud og se en anden del af Uganda, end den man ser langs vejene. Selvfølgelig havde vi lyst til det, og vi aftalte derfor at tage af sted lørdag, som er vores fridag.

Lørdag formiddag tog vi til Kitiiti, byen hvor Cornerstone School ligger, og mødtes med Herbert, som vi havde aftalt kl. 11.00. Vi havde aftalt at gå turen i stedet for at tage boda bodaere, så vi begyndte ellers bare at gå i modsat retning af, hvor farmen ligger. Da vi havde gået i ca. en time, begyndte vi at komme derud, hvor man ikke havde forestillet sig, at der levede mennesker. Her var mange af husene lavet af kolort og ler, og var i det hele taget meget primitive. På trods af de primitive forhold, var det dog alligevel ikke så langt fra, hvad vi er vant til at se rundt om i de små byer. Vi hilste venligt på dem som vi kom forbi ,og fik en lille snak med dem. Efter ca. to timers gang blev vi pludselig mødt af det syn, hvormed man forbinder Afrika. Vi var kommet til de små runde hytter med spidse tage. I forhold til mine forestillinger om disse mennesker, var der dog lige en detalje: de havde faktisk tøj på alle sammen. På turen havde vi en ugandisk skolepige ved navn Vinnie med, da hun kom fra det område, som vi skulle besøge på vores tur. Pga. den store afstand til skolen, bor hun hos en lærere i Kitiiti, og er hjemme hos hendes familie i weekenderne. Hun var god at have med, da hun kendte vejen og de mennesker, som vi kom forbi. Vi hilste på hendes familie og gav børnene lidt slik, som vi havde taget med.



Her er jeg på vej hen til nogle små hytter.



Her besøger vi Vinnies familie.

På vores videre tur kom vi forbi flere af disse små afrikanske hytter, og et af stederne blev vi endda inviteret indenfor. Der var ikke meget plads, men der var dog et lille rum, hvori de sov, og et større rum hvor al anden aktivitet foregik. “Køkkenet” lå i en separat lille hytte, hvilket var let at se, da der var store plamager af sort sod på hyttens vægge. Deres udendørs borde, hvorved de lavede mad, lignede mest af alt borde fra en dansk spejderlejr.


Her sidder jeg inde i en af hytterne. Som man kan se, ligger der en høne indenfor og ruger på sine æg. Man må sige, der er virkelig plads til alle.

Som vi gik der, kom vi til at tænke på, hvad disse mennesker lever af, for omkring husene var jorden langt fra dyrket. Vi stillede Herbert dette spørgsmål, og han svarede, at de fleste af disse mennesker er kvægavlere. Mange af dem har mange kvæg, som de driver rundt fra sted til sted, for at kvæget kan græsse. De sælger kødet og mælken til nogle af de lokale, og til beboere i byerne langs de større veje. Dette kan let betyde, at de skal gå langt med deres varer for at få dem solgt.


Her ses nogle drenge som sælger oksekød. Vi kom forbi dem “in the middle of nowhere”, men der må åbenbart komme nogle folk forbi en gang imellem. Overalt, selv i byerne, hænger køddet bare i snore i træerne eller i salgsboder både hele og halve dage. Mens man er hernede, har man derfor ikke så meget lyst til kød.

På vejen hjem spekulerede jeg på, hvorfor disse mennesker prioriterer at leve på denne måde. Vi fik fortalt, at flere af dem ikke var direkte fattige, men at de blot havde lyst til at leve på denne måde. Mange af dem kommer trods alt fra en slægt, hvor man har levet af dette erhverv i årtier. Endvidere undrede jeg mig over, hvorfor mon disse mennesker ikke selv dyrker nogle afgrøder, f.eks. sweet potatos, bønner eller andet, som de vil kunne leve af. Pontiano forklarede os senere, at de ganske enkelt ikke gad at dyrke jorden, når de kunne leve af at drive og slagte kvæg. Dette forstår jeg godt, men man skulle da synes, at det ville være billigere at dyrke en lille smule selv.

Da vi kom hjem på farmen var vi alle godt brugte, da vi i løbet af dagen havde gået mellem 15 og 20 km. Det havde været en spændende og tankevækkende dag. Det var rigtig interessant at se, hvordan nogle mennesker vælger at leve deres liv, og at se en anden del af Uganda, ikke langt fra det vi ser, når blot vi bevæger os langs vejene.



En vellykket og tankevækkende dag i en anden del af Uganda.

En dag på Pastor Fred’s School

Pastor Fred’s School er en privat skole, som blev startet i 2004 af, som navnet afslører, Pastor Fred. Pastor Fred er uddannet lærer og er stadig den dag i dag leder af skolen. I dag går meget af hans tid med embedet som præst, men han er dog også jævntlig på skolen. Da han for nu 8 år siden startede skolen, havde han det første termin kun fire elever. I Uganda er et skoleår delt op i tre terminer. Skolen startede altså, ligesom Cornerstone, som en lille fattig skole, men er med tiden vokset til, i dag at have 343 elever. Der har gennem flere år været volontører fra Danmark og fra Afrika In Touch ude på skolen for at undervise og for at hjælpe med at bygge legeplads mv.



Her ses Pastor Fred, Daniel og jeg.

I forhold til Cornerstone School, som startede i 2005, kun et år efter at Pastor Fred startede sin skole, er Pastor Fred’s School langt mere udviklet. Bygningerne er i bedre stand, der er tekstbøger til lærerne til alle timerne, det er ansatte som står udelukkende for administration og så er der generelt bare meget mere struktur. Grunden hertil er bl.a. at Afrika In Touch har doneret penge til bygninger og har haft volontører der i kortere eller længere perioder. Endvidere betaler alle børnene for at gå på skolen, hvilket ikke alle gør på Cornerstone. Jeg tror også, at det at Pastor Fred er lærer har haft en positiv virkning på hans opstart af skolen. 

 
Her ses hovedebygningen.



Her ses den anden af de to bygninger, som skolen består af. Det er ikke så let at se på billedet, men bygningerne har ingen glasruder i vinduerne, så hvis det blæser lidt en dag, kan det føles ret koldt inde i klasseværelserne.

Vi har ugentlig to dage på denne skole, tirsdag og torsdag, hvor vi underviser om formiddagen. Sammen underviser Louise og jeg klassetrin P3 og P4 (ca. svarende til 3. og 4. klasse i Danmark) i engelsk, marematik og idræt. Endvidere underviser vi P6 i idræt om torsdagen. Sammenlignet med Cornerstone, har man her på Pastor Fred’s School opdaterede og nye tekstbøger til lærerne. Dette gør det let at springe ind i jobbet som underviser, da man her har en bog at gå ud fra. Selvom denne skole har flere ressourcer end Cornerstone, har elever ingen bøger selv, de har kun deres kladdehæfte, som de skriver alt ned i.

Pastor Fred’s School er et behagelig sted at komme, og hver morgen bliver vi mødt med smil af både lærere og elever. Der er ikke det samme sociale sammenhold lærerne imellem, som der er ude på Cornerstone, men der er også lidt flere lærere på Pastor Fred’s School. For os europærere er det rigtig rart at komme et sted, hvor der er struktur og styr på tingene. Efter en afsluttet time, finder vi læreren og spørger, hvad vi skal undervise i næste gang, og så finder hun/han siderne i bogen. De fundne sider tager vi billeder af, så vi kan forbrerede os til næste time.


Her underviser jeg P3 i engelsk.

Louise og jeg har nu undervist et par gange på skolen, hvilket faktisk er gået ret godt. Under de første par timer vi havde, var læreren inde i klassen, hvilket kunne være lidt ubehageligt. Man skal lige ind i rollen som “lærer” og vende sig til det, og dette tager sin tid. Samtidig ved man godt, at lærerne på skolen selvfølgelig er bedre til at undervise, da de er uddannede lærere alle sammen. Hvad Pastor Fred bl.a. gerne vil have os til, er at snakke med børnene og fortælle om Danmark og Europa. Han synes det er vigtigt, at børnene stifter bekendsskab med mennesker fra andre kulturer, og herigennem lære om andre dele af verden. Under undervisningen i dag, forlod lærerne lokalet, hvilket var rart, for så kunne man bedre slappe af og koncentrere sig om undervisningen. Nu har vi efterhånden prøvet det nogle gange, både på Cornerstone og på Pastor Fred’s School, og det er egentlig meget sjovt at undervise og hjælpe børnene.


Her er jeg rundt og rette elevernes opgaver i deres bøger. Der rettes altid med rødt, og har eleverne 0 fejl, skrives der “good”. Har de 0 fejl, går de stolte og smilende ned på ders plads med kladdehæftet.

Det er dog ikke alt på Pastor Fred’s School der er fryd og gammen. Flere gange har vi set eller hørt lærere slå løs på børnene. I sidste uge havde vi været inde og overvære en time med P3, hvor vi, efter at have forladt klasselokalet, kan se den kvindelige lærer gå rundt og slå børnene med en kost. Endvidere sad Louise og jeg i mandags inde i P3’s klasselokale og ventede på at børnene havde lavet opgaverne på tavlen, mens vi kunne høre slag fra klassen ved siden af. De hjerteskærende lyde blev efter en tid afbrudt af et barns klynken og gråd. Dette gav mig kuldegysninger, og gjorde mig rigtig vred indeni. Der er desværre ikke det store, som vi kan gøre ved dette. Afrika In Touch har lavet en aftale med skolen om, at de ikke må slå på børnene, men dette bliver tydeligvis ikke overholdt. Det eneste vi kan gøre, er at snakke med Pastor Fred om det, og fortælle hvordan vi som europærere ser på fysisk afstraffelse. Forhåbentlig vil dette problem over tid blive bedre i forbindelse med en forhåbentlig udvikling af hele skolesystemet i Uganda og andre afrikanske lande. Om jeg kan lade være med at snakke med lærerne om det, er jeg ikke sikker på. Nu må vi se, hvordan tingene udvikler sig de næste par måneder.           Her spiser de mindre børn madpakker i frikvarteret.

Beretninger fra Cornerstone School

Få dage før afrejse fra Danmark, blev jeg ringet op af Benjamin fra Afrika In Touch. Han kunne fortælle mig, at der var opstået nogle problemer mellem Afrika In Touch og handicapskolen Aunt Louise School, og af denne grund kunne vi ikke komme derud og arbejde. Dette var jeg selvfølgelig rigtig træt af at høre, da det var dette arbejde jeg havde glædet mig til at komme ned og udføre. Der var ikke så meget at gøre ved det, og vi blev lovet, at Pontiano ville finde andet arbejde til os. Børnene her i Uganda startede først i skole i mandags, så den første uge hernede, havde vi reelt set “fri”. Fri og fri, det er nok så meget sagt. Vi var bl.a. i kirke, arbejdede i bananplantagen på farmen, ude og besøge de to forskellige skoler, hvor vi skal undervise, en tur i Masaka for at se de gode indkøbssteder og en tur i hovedstaden Kampala.

Vores arbejde hernede er at undervise på Pastor Freds skole, som hele tiden havde været meningen, samt på en meget fattig skole ved navn Cornerstone. Endvidere har vi søndagsskole med ca. 40 børn fra Kamuzinda, mens deres forældre er til gudstjeneste. I dette indlæg vil jeg beskrive vores oplevelser ude fra Cornerstone School.

Cornerstone School blev stratet af Pastor Vincent i 2004. På daværende tidspunkt var der omkring 35 elever. Skolen startede som en følge af, at præster og ander formænd for de mindre landsbyer her i området byggede en kirke i byen Kitiiti. Pastor Vincent blev således både præst og skolelærer på samme tid, trods det at han ikke var uddannet lærer. I starten var der kun kirken, hvori Pastor Vincent kunne undervise børnene. Skolen er gennem årene blevet udvidet til i dag at have omkring 250 elever, og har i løbet af de seneste år fået nye bygninger.

Cornerstone School ligger i byen Kitiiti, som er ca. 9 km. fra Kamuzinda. Denne tur til og fra skole foregår for os på boda boda (en stor knallert), hvilket tager 20-25 minutter. Jo længere man kommer væk fra Kamuzinda, jo mere fattigt begynder det at se ud, og det syn der mødte os, da vi ankom til skolen var dette:

  Idrætsundervisning med P1, P2 pg P3, (ca. svarende til 1., 2. og 3. klasse her herhjemme). I baggrunden ses Cornerstones hovedbygning.

  Her ses bygning for lowerclasses. Til venstre i billedet ses klokken, som der ringes ind og ud med. Denne er lavet af en gammel rusten fælg.

Da vi ankom første dag, startede vi med at vente på at alle lærerne var klar til at blive samlet, for at holde læremøde. Efter ca. en times tid, hvor vi bare havde siddet og ventet, var alle lærerne endelig samlet inde i et ca. 6 km2 stort “læreværelse”. Det var så tid til at lave skoleskema, hvilket undrede os, at de ikke havde lavet inden børnene kom i skole. Det tog dem ca. 1,5 time at finde karton og få skrevet overskriften på skemaet. Alt imens de i alt ni lærere arbejde på skoleskemaerne, sad vi og kiggede og ventede, og det samme gjorde børnene ude i deres klasser. Efter et par timer kunne de dog godt se, at det nok var bedst at fortsætte med skemaerne senere og i stedet gå ud i de forskellige klasser. Her overværede vi et par timer.

Da vi om onsdagen kom igen, var det vores tur til at undervise børnene. Først skulle vi finde ud af, hvilke timer og klasser vi skulle have, og dette var et stort stykke arbejde i sig selv. Der var ikke rigtig nogen af lærerne, som vidste hvad vi skulle have, på trods af, at de havde br ugt flere timer på de skemaer. Langt om længe fandt vi dog ud af hvad vi skulle have. Vi startede med idræt, hvilket ikke var så vanskeligt, da vi her bare leger nogle lege med børnene. Det syntes de var rigtig morsomt. Da det kom til de boglige fag, blev det straks lidt sværere. Da de kun har en tavle (hvis den altså ikke er blevet stjålet pga. manglende døre og vinduer i bygningerne), tavlekridt og deres kladdehæfte, kan det være lidt vanskeligt og tidskrævende at undervise. De fleste skoler her i Uganda har ikke råd til tekstbøger og opgavebøger til børnene, så alt skal skrives på tavlen, og herefter skriver børnene det i deres kladdehæfter. Det tager lang tid, og derfor når man ikke så meget i timerne. Med de mindre klasser er det også en smule besværligt, da man skal tegne mange af tingene, for at de kan lære at ord og betydning hænger sammen. Når man ikke er så kreativ, er det noget af en opgave at blive sat på.

 Her underviser jeg P1 i engelsk.

 

Der går mange tanker gennem mit hoved hver gang vi er derude, fordi det er så markant anderledes fra det danske skolesystem, og endda også fra den anden skole vi underviser på. Jeg skal også vende mig til, at der er så lidt struktur, som der er. Lærerne kan let sidde til formiddagspause, og gå 15 min over tid. Det tager de ikke så tungt, selvom det går ud over børnenes undervisning. Jeg kan heller ikke lade være med at spørge mig selv, om vi overhovedet gør en forskel, da læreren alligevel sidder inde i klasselokalet og skal oversætte det, som vi underviser børnene i. Jeg sidder nok stadig og ærgrer mig lidt over, at vi ikke skal ud på handicapskolen Aunt Louise School, for her har de virkelig brug for ekstra hænder. Her kunne man gøre en forskel for den enkelte, blot ved at sidde og lytte, lege med og tage sig af dem og give dem kærlighed. Det kan selvfølgelig ikke nytte noget, at bruge tid på at tænke over det, for nu er situationen en anden. Jeg håber og tror, at det nok skal blive fint ude på Cornerstone, men det kommer til at tage lidt tid og vil kræve lidt tilvænning.  

Se fuldt album



Velkommen indenfor

Nu hvor vi har boet her i en uges tid og har lært menneskerne og stedet af kende, vil jeg fortælle lidt om livet her på farmen i dette indlæg.

Daniel, Louise og jeg bor på Kamuzinda farm, som hernede er en større gård. I Danmark ville denne gård nok ikke svare til mere end et større fritidslandbrug, størrelsen taget i betragtning. Farmen fungerer som et demonstrationslandbrug, hvor de lokale kan komme og se, hvordan man driver landbrug. Der er også en lille shop på farmen, hvor man kan købe forskellige fornødenheder. Projektet blev startet op af to danskere, Dan og Birgitte, i 2004. Efter at de er rejst videre i Afrika, er det nu Pontiano, som er bestyrer på farmen.

Pontiano Nyombi bor her på farmen sammen med hans kone Rogers og deres fire børn: Hallelujah (6 år), Christina (3 år), Enog (2 år) og Solomon (8 mdr.). Pontiano er, i forhold til mange andre afrikanere, meget god til at sætte sig ind i, hvordan vi hvide tænker. Familien gør meget ud af, at vi skal føle os hjemme, og endelig sig til og spørge, hvis der er noget. Allerede i løbet af den korte tid vi har været her, føler vi os næsten som en stor familie.


Her ses vi sammen med familien inden kirke.

Familien Nyombi bor i den ene ende af hovedbygningen, mens vi bor i den anden. Imellem de to afdelinger er shoppen placeret. Vores lejlighed er meget fin, og efter en uges tid, lidt rengøring og lidt tilvænning, er her faktisk blevet rigtig hyggeligt. Vi har et stort køkkenalrum, et toilet og tre værelser. I det ene værelse bor Daniel, Louise og jeg i et andet mens det tredje står tomt. Nedenfor ses der billeder af lejligheden og af farmen:

Se fuldt album

Her i vores lille lejlighed står vi selv for madlavning, tøjvask, rengøring og hvad der ellers måtte være af huslige pligter. I Afrika tager alting bare længere tid. Indkøb tager længere tid, fordi man skal i mange forskellige små butikker og markeder. Tøjvask tager lang tid, fordi det skal vaskes på gammeldags manér, og inden da skal der først koges vand til det. Der skal derfor dagligt sættes lidt ekstra tid af til disse gøremål. Det siges, at vi europærere har uret, som vi lever efter, mens man i Afrika lever efter tiden. Her er der al den tid man har brug for. Aftaler man at mødes med en afrikaner kl. 10, kan klokken let blive 11 eller 12. Dette er noget der for mig kræver lidt tilvænning. På den anden side er det også rart med denne mentalitet, da alting foregår i ro og mag, og folk tager sig masser tid til at snakke med hinanden.


Så er det tid til tøjvask.

Da landet er så fattigt, som det er, er der ikke megen brug af teknologi mv. Endvidere kommer og går strømmen, som det passer den, og derfor er det ikke muligt at have mad i et køleskab, og i supermarkederne findes der heller ingen kølediske. Derfor er det kød der kan købes på markederne varmt og ikke særlig appetitlig. Af den grund spiser vi ikke rigtig kød hernede og drikker heller ikke mælk. Til morgenmad får vi hårdkogte æg og bananer; til middag får vi noget frugt, pasta, chapaties (en form for madpandekager) eller hvad vi nu lige har. Til aften får vi ris eller pasta med en hjemmelavet grønsagsblanding og avocado til.


Her får vi pasta med hjemmelavet tomatsovs og avocado.

I Uganda spiser man langt fra så mange gange, som vi gør i Danmark. Da mange har svært ved at tjene penge nok til at få mad på bordet hver dag, får de fleste afrikanere kun et eller to måltider om dagen. Første måltid er ved 11-12 tiden, hvor mange får en banan eller noget posho (majsmel blandet op med vand), og efter arbejde inden solen går ned, får de fleste et større måltid. Et sådan måltid kunne f.eks. være sweet potatos eller ris, og de som har råd til det, får måske lidt sovs og kylling til. Retter som fåes meget i Uganda er: matoke (en mos lavet af madbananer), sweet potatos, bønner, ris og tynde "gryderetter”, som har stået og kogt længe før det serveres. Den ugandiske mad er altså ikke den helt store kulinariske oplevelse.

Dette var så lidt om, hvordan vi bor, hvoran kulturen er, og hvordan vi lever hernede. Det hele er meget anderledes fra den danske kultur, men lige så anderledes den er, lige så spændende er den at leve i.

Afrikaner for en dag

I går, lørdag havde vi ingen planer, så derfor spurgte Pontiano, om vi ikke havde lyst til at prøve at arbejde lidt på farmen. Selvfølgelig ville vi da det. På den måde kunne vi hjælpe lidt til, og så svært kunne det da heller ikke være. Vi blev klogere.

Vores arbejde bestod i at skære visne blade af bananplanterne, samt at hakke jorden omkring dem. Vi blev vist, hvordan man gjorde, og så gik Pontiano for at lave andet arbejde på farmen. I starten gik det bare derudaf, vi smilede og havde det sjovt, og vi syntes egentlig ikke, at arbejdet var så galt. Efter knap to timer tænkte vi, at nu var vi nok snart færdige, og Pontiano ville nok lige straks komme og sige tak for hjælpen. Det gjorde han dog ikke.

  Så arbejdes der hårdt i bananplantagen.

Vi fortsatte, selvom det begyndte at blive lidt hårdt at gå under den bagende sol og arbejde. Det ene æg og den lille banan, som vi havde fået til morgenmad, slog ikke rigtig til længere. Vi begyndte at blive sultne. Arr nu måtte han da også snart komme og dermed afslutte dagens arbejde. Men nej, og vi fortsatte.  Ved 14 tiden, efter fire timers arbejde, kom Francis, en af arbejderne her på farmen, og gav os en rigtig afrikansk forfriskning; sukkerrør. Afrikanerne får den som forfriskning, inden de får deres eneste rigtige og større måltid ved 16 tiden. Sukkerrørene bider man stykker af, tygger det, suger saften ud og spytter det så ud igen. Det smager af søde majs og sukker, men der er ikke rigtig noget mad i det.

  Så er der en lille forfriskning bestående af sukkerrør.

Efter den lille pause gik vi i gang igen. Vi syntes selv, at vi var nået ret langt og syntes snart, at vi havde gjort dagens gode gerning. Som vi gik der sultne, svedende og solbrændte syntes vi, at det snart kunne være nok med det arbejde med de dumme bananplanter. Minutterne slæbte sig af sted, og vi var faktisk ved at være ret trætte. ENDELIG ved 16 tiden, efter næsten seks timers arbejde, kom en af arbejderne og bød os på deres ”middagsmad”. Vi fik sweet potatos og lidt sovs lavet på lidt kylling. Det smagte rigtig godt. Vi nød maden og var glade for, at dagens arbejde var forbi. Det skulle det så vise sige, at det ikke var.

  Sen og tiltrængt middagsmad sammen med arbejderne på farmen.

Vi skulle hen til kirken, hvor der hver lørdag fra 17.00-18.30 er forberedelser til søndagens gudstjeneste samt sjov og leg med børnene. De ventede os der, så der var ingen vej udenom, selvom vi alle var rigtig trætte. Vi legede, sang og hyggede os med børnene i næsten to timer, og havde en god aften sammen med dem.

  Daniel og jeg sammen med et par af børnene fra lørdagens aktivitet.

Efter at vi havde leget med børnene og sad og ventede på, at Rogers (Pontianos kone) blev færdig med at synge i kor, så vi kunne komme hjem, kom der en lille pige hen til os. Pigens navn var Emma; Hun havde været med til aftenens aktiviteter. Hun havde en lille seddel til os, som hun genert overrakte til os. Nedenfor ses hendes besked til os. Denne lille lap papir med de få ord på betød rigtig meget for os. Jeg sad med en god følelse indeni, da vi sad i bilen på vej hjem. Jeg følte, at det at give en lille smule af mig selv, at lege med børnene og snakke med dem, betød noget for dem, og gav dem mere end jeg lige troede. Pludselig glemte man alt om dagens strabadser.

   Hilsnen fra Emma. Godt nok havde hun ikke fået helt fat i vores navne, men hvad gør det, når hun nød vores selskab.

Da vi langt om længe kom hjem, sad vi alle efter aftensmaden og slappede af med hver vores bog. Det havde været en hård dag for os “muzunguer” (hvide mænd/europæere), og vi blev enige om, at vi vist godt kunne tillade os at kalde os selv: afrikanere for en dag.