| Gedion og jeg som leger udenfor. |
Babyhjemmet er et projekt under Childcare Denmark, hvilket er en organisation ejet af to danskere som er bosiddende i Uganda. Organisationen har også andre projekter i forbindelse med skoler og børnehjem, og endvidere opretter og administrerer de fadderskab til afrikanske børn. Man kan som danskere blive fadder til et barn på et af børnehjemmene eller på en af skoler, så disse børn er sikrede en fremtid med skolegang mv. Disse to danskere, Ruth og Carsten, er vi kommet til at kende inden vi fik den gode nyhed om, at vi skulle arbejde på babyhjemmet, da de også ejer en café (som udelukkende serverer dansk mad) som vi ind imellem kommer på.
Her sidder jeg sammen med børnene, som pga. dårligt vejr sidder indenfor og spiser morgenmad.
På babyhjemmet er der omkring 25 børn i alderen 0-16 år. Alle kommer de med en forfærdelig historie i bagagen som har resulteret i, at de er endt på babyhjemmet. Mange af børnene er blevet forladt af deres mor og er derefter blevet bragt til politiet, som sender dem videre til babyhjemmet. Et par af børnene er blevet født ned i lokale lokummer (i Uganda er de fleste toiletter bare huller i jorden), hvor de så heldigvis er blevet fundet. Mange af børnene har oplevet ting, som man ikke ønsker, at noget menneske skal opleve, og har derfor mere end nogen andre brug for omsorg, kærlighed og en god opdragelse, så de lærer hvad der er rigtigt og forkert.
Der er gang i den, når alle 25 børn legr md LEGO på samme tid.
Til at tage vare på alle disse børn er der ansat seks “mamaer”. Hver dag skal de sørge for alle de praktiske opgaver som f.eks. tøjvask, madlavning og bleskift. Ud over dette skal de også sørge for at være sammen med børnene og aktivere dem. Som de fleste ved, er der meget at se til med en masse små i huset, så derfor er der ikke altid så meget tid til omsorg og leg med børnene. Derfor har Ruth og Carsten selv et par volontører, som kommer på babyhjemmet et par gange om ugen.
Vi plejer at ankomme til babyhjemmet ved 9.30 tiden og her er børnene ved at blive vasket og ved at komme i tøj. Herefter er det tid til deres morgenmad, hvor menuen står på varm mælk og et hårdkogt æg. Så er det ellers tid til leg med børnene. Det er tydeligt at de nyder at der kommer nogle, som udelukkende leger med dem og krammer dem. Mellem 10 og 11 er der ‘circle time’, hvor man forsøger at samle børnene så vi kan synge et par sange, øve alfabetet og lege sammen. Der er især en af mamaerne, mama Rose, som er rigtig god sammen med børnene. Hun har bare den der gejst der skal til, for at have det job hun har. Over for os er hun også altid så sød og rar, og man kan ikke andet end at holde af hende. Ved 12.30 tiden indtages middagsmaden før alle børnene skal have deres daglige middagslur.
Mama Rose sammen med den handicappede pige Hope.
Circle time hvor alfabetet øves.
Så spises der middagsmad. Da der er mange børn der skal spises af på samme tid, er børnene jo nødt til at klare tingene selv, og dette resulterer i mad mange andre steder end på tallerken og i munden.
Jeg nyder vores dage på babyhjemmet, fordi vi blot skal komme og være os selv og være sammen med børnene. Jeg er rigtig glad for at vi har fået dette aspekt med i vores ugentlige arbejde. På skolerne er det ikke muligt at få det samme forhold til børnene, fordi man der har en bestemt rolle man skal varetage. At kunne give disse børn, som ikke har fået en let start på livet, kærlighed og gode øjeblikke er noget jeg sætter en stor ære i.
Gedion
Ingen kommentarer:
Send en kommentar