At gå i kirke i Uganda

I dette indlæg vil jeg forsøge at give jer et indblik i, hvordan det er at gå i kirke i Uganda. Som tidligere nævnt er der et stort antal ’born again’ i dette område, hvor vi befinder os. ’Born again’ er en kristen trosretning, hvor man søger at leve udelukkende ud fra Biblen og ikke ud fra traditioner mv. i forbindelse med kristendommen. Af denne grund udgør religionen en stor del af disse menneskers hverdag og liv.


Hver søndag kl. 09.00 starter gudstjenesten i Kamuzinda Victory Church.  Man skal dog lige regne med, at dette er ”african time”, så det er de færreste der ankommer på dette tidspunkt. Størstedelen kommer anstigende mellem en halv til en hel time efter, at gudstjenesten er startet.

Kirken ligner med sit bliktag, store porte og gitter for vinduerne mest af alt en gammel dansk lade. Indenfor er der kun et stort rum med en masse hvide plasticstole og en forhøjning med en primitiv talerstol. Altertavlen er skiftet ud med fire stykker stof i forskellige farver. En noget mere primitiv kirke end vi kender dem fra Danmark.

 
Her ses Louise og Louise ude foran kirken. Til venstre i billedet ses skiltet som fortæller, at dette er ‘Kamuzinda Victory Church’.



Her ses kirken nede bagfra op mod "alteret".



Som i den danske folkekirke er der en bestemt dagsorden, som følges under hver gudstjeneste. Det er intentionen at den første times tid skal gå med at debattere et bestemt emne, med da de færreste er mødt op på dette tidspunkt, bliver dette punkt ikke rigtig håndhævet. Der startes derfor med ’testimony’ (vidnesbyrd), hvor de som har noget de gerne vil dele med de fremmødte kan komme op foran og gøre dette. Her fortælles der ofte om episoder, hvor Gud har været medvirkende til beskytte dem eller har gjort mirakler. Dette kan være en smule svært for mig at sætte mig ind i, fordi jeg anskuer tingene som værende tilfældige.

Efter ’testimony’ er det tid til ’worship and prayers’ (tilbedelse og bønner). Her synges der og danses til trommernes rytmer, som overdøver alt andet i den lille kirke. Dette er så langt fra hvad der praktiseres i den dansk Folkekirke, at dette er noget jeg lige skulle vende mig til. Mens dette står på er der forskellige forsangere oppe til at lede de ofte meget lange sange. Alle er glade, synger og danser og jeg må sige, at man bliver revet lidt med af stemningen. Dette punkt afsluttes med bønner, hvor folk lukker deres øjne og rækker hænderne i vejret. Nogle ender sågar med at sidde knælende på gulvet og græde/skrige deres bønner ud. Det kan virke ret skræmmende at nogle reagerer så kraftigt, og derfor tager jeg en smule afstand fra dette. Inden det er tid til prædiken synger både børnekoret og de voksnes kor et par sange for os.

Det store orgel som vi er vant til at se, er her byttet ud med et pat trommer.





Her afsluttes en lovsag med bønner.

 
Her synger de voksnes kor.

Efter omkring en times sang, bøn og dans er det tid til præstens prædiken. Denne del minder meget om en almindelig dansk prædiken. Dog vil nogle nok sige, at den afrikanske præst går mere levende op i dette punkt. Dette punkt har vi kun overværet en gang, da vi på dette tidspunkt har søndagsskolen. Omkring kl. 13.00 skulle gudstjenesten gerne slutte, men igen er det vigtigt at huske på det faktum, at vi er i Afrika. Ofte nærmer klokken sig 14.00 før præsten har fået snakket færdig og alle har fået hilst på hinanden.

  Efter prædiken er der afslutningsvis en bøn.

Sammenlignet med den kirkegang og de gudstjenester som jeg er vant til i den danske Folkekirke, er dette en meget anderledes måde at afholde gudstjeneste på. Det er bestemt interessant at stifte bekendtskab med denne måde at tro på, og det får da også en til at overveje, om der er en måde som er bedre at gøre det på en andre. Jeg må nok bare indrømme, at jeg har en meget relativistisk indgangsvinkel til de fleste ting, og har derfor en smule svært ved at sætte mig ind i, hvordan nogle mennesker kan tro så meget på hvad der står i en bog. Ud over længden af gudstjenesten, er den afrikanske gudstjeneste dog mere medrivende, spændende opløftende. At gå i kirke i Uganda er anderledes, men bestemt interessant og med til at sætter nogle tanker i gang.