Safari

Efter et par uger, som i mindre grad var præget af frustrationer over kulturen, var det tiltrængt at komme på en lille tur væk fra farmen og lokalområdet. Turen gik til Kampala, hvor den stod på gymnastikopvisning, shopping og safari.

Lørdag morgen forlod vi farmen og satte kursen mod Kampala, hvor vi om eftermiddagen skulle se det danske Verdenshold lave gymnastikopvisning. Jeg havde på facebook set, at de kom til Uganda, hvor de skulle lave opvisning, og tilfældigvis passede det med, at vi skulle til Kampala på samme tidspunkt: hvilket sammentræf. Det var en vildt fed oplevelse at sidde i Uganda og se 28 dygtige danske gymnaster levere et superflot show, og at jeg kendte syv af dem fra højskolen, gjorde det ikke mindre fedt. Da jeg efter showet snakkede med et par af gymnasterne fra højskolen, fandt vi ud af, at vi boede på samme hostel. Efter vi havde spist vores aftensmad, sad jeg og snakke med et par stykker af højskolekammeraterne hele aftenen, hvilket var superhyggeligt og nostalgisk.

   Verdensholdets opvisning i Kampala.

Næste morgen tog vi ind til midtbyen til nogle små områder rundt omkring i byen, hvor der sælges alle former for afrikanske souvenirs. Efter igen at have købt alt for mange souvenirs, sluttede vi af med at spise en sandwich på den hyggelige cafe ’1000 cups’, inden vi tog tilbage til Red Chilli, hvor vi boede.

Efter en god nats søvn var vi kl. 06.00 klar til afgang. Turen gik mod Murschison Falls National. Park, som med sine 3893 km² er Ugandas største nationalpark (ud af fire parker). Køreturen op til Murschison Falls var lang og varm, så da vi endelig ved 13 tiden ankom til vores første stop, var det rart at komme ud og få strakt benene og få noget at spise. Efter vi havde spist vores medbragte madpakker, blev vi af en guide ledt ud på en mindre gåtur, så vi kunne se Murchison vandfaldet, verdens mest kraftfulde vandfald, fra den bedste vinkel. Faktisk er der to vandfald lige ved siden af hinanden: Det oprindelige og ældste vandfald Murschison Falls og derudover Uhuru Falls, som så sent som i 1962 brød igennem lige ved siden af Murschison Falls. Det var med en rigtig flot udsigt i baggrunden, at vi fik taget nogle billeder, og lyttede til guidens fortælling om vandfaldene. Efter vores gåtur fortsatte vi i vores små vans til Red Chilli Rest Camp, hvor vi skulle overnatte.

   
En glad turist, som har det meget varmt.

Campen ligger midt inde i nationalparken, næsten in the middle of nowhere, og alting var derfor lidt primitivt. Meget sjovt var det, at vi i stedet for hytter skulle sove i små telte, hvilket bare understøttede safaristemningen. Da vi efter aftensmaden sad og hyggede os ved baren, kom der pludselig en flodhest gående igennem lejren. Alle stimede sammen for at se dette store og farlig dyr vade gennem vores lejr. For ikke at gøre den vred, måtte vi ikke tage billeder med blitz og lyse den direkte i øjnene.

Louise og jeg foran vores telt.

Næste morgen stod vi tidlig op, faktisk var det stadig mørkt da vi mødtes, inden det var tid til højdepunktet på hele turen: game drive, hvor vi skulle køre rundt og se og tage billeder af dyrene. Vi sejlede over Nilen med en lille færge og så var safarien ellers i gang. Vi kørte rundt i vores van med taget slået op, så vi rigtig kunne få nogle gode billeder af dyrene. I løbet af vores tre timers safari så vi rigtig mange dyr og kom tæt på de store af dem: elefanten, giraffen og flodhesten. Dog så vi desværre ikke nogen løver.

 
Flotte giraffer, som tillod os at komme tæt på. Efter min mening er det savannens smukkeste dyr.


En enlig elefant vandrede rundt, da vi kom forbi og kom rigtig tæt på den.


 En træt eller bare truende flodhest.


En 'buffalo' er en af 'the big 5',og er rent faktisk det farligste dyr heraf. De kan finde på at gå til angreb uden nogen grund.

Efter vi tilbage i campen havde spist frokost, var eftermiddagens programpunkt en sejltur på Nilen. Da det er rigtig varmt i det nordlige Uganda, var sejlturen ikke nogen undtagelse. Vi kom til at sidde ovenpå ombord på den toetages båd, og her var der desværre ingen form for skygge. Trods den bagende sol var det en god sejltur, hvor vi så et par krokodiller og en hel masse flodheste. Efter et par timers sejlads nåede vi hen til Murschison Falls, hvor vi efter at have nydt udsigten og taget nogle billeder, vendte om og sejlede tilbage. Efter en rigtig god og oplevelsesrig dag gik vi alle tidlig i seng.

 

To flodheste som slås.

 

  
En stor og ikke så lækker krokodille.

Daniel, Louise og jeg foran Murschison Falls vandfaldet.

Sidste programpunkt på vores tur fandt sted næste morgen. Vi spiste morgenmad i campen, hvorefter vi satte kurs mod en næsehornpark. Under Idi Amin (Ugandas tidligere præsident/diktator) blev store dele af de vilde dyr næsten udryddet og heriblandt næsehornet. For at genoprette en næsehornsbestand har man oprettet et reservat kun for næsehorn, med henblik på at sætte dem ud i Murschison Falls National Park. For at komme ud til næsehornene gik vi et stykke tid, og pludselig inde mellem træerne lå de store dyr. Vi tog en masse billeder og troede så, at vi ville fortsætte. I stedet for at fortsætte videre og finde nogle flere, gik vi i stedet tilbage til det sted hvor vi startede. Det var lidt en tam fornemmelse, når man havde regnet med lidt mere. Efter en lille times gåtur var vi tilbage ved vanen, hvor vi spiste frokost. Jeg må indrømme, at jeg mest af alt synes at det mindede mere som en udvidet tur i zoologisk have end om safari. Efter vi havde spist vores madpakker, var det tid til at vende snuden hjemad. Hen på eftermiddagen ankom vi til Red Chilli godt trætte og med en masse gode oplevelser i bagagen.

 
Et stort næsehorn, som søger skygge inde mellem træerne.

  Endnu engang en glad turist foran et stort næsehorn.

Torsdag morgen tog vi hjem til farmen, hvor hverda gen ventede på os. Efter vores lille uge i Kampala og på safari er jeg nu igen klar til at give den en skalle på skolerne og på babyhjemmet, som jeg faktisk har savnet. En rigtig god tur fyldt med enestående oplevelser har tanket mig op med energi, og har vendt det lidt negative humør til det positive. Nu skal vores sidste fire uger nydes i fulde drag sammen med en masse skønne mennesker.



En dag på babyhjemmet

Gedion og jeg som leger udenfor.

Som jeg nævnte i indlægget “ændrede planer” er vores arbejdsopgaver nu blevet ændret lidt. Vi skal nu til at være på et babyhjem i Masakato dage i ugen. Dette vil jeg fortælle lidt om i dette indlæg, så I kan få et indblik i vores dejlige dage der.   

Babyhjemmet er et projekt under Childcare Denmark, hvilket er en organisation ejet af to danskere som er bosiddende i Uganda. Organisationen har også andre projekter i forbindelse med skoler og børnehjem, og endvidere opretter og administrerer de fadderskab til afrikanske børn. Man kan som danskere blive fadder til et barn på et af børnehjemmene eller på en af skoler, så disse børn er sikrede en fremtid med skolegang mv. Disse to danskere, Ruth og Carsten, er vi kommet til at kende inden vi fik den gode nyhed om, at vi skulle arbejde på babyhjemmet, da de også ejer en café (som udelukkende serverer dansk mad) som vi ind imellem kommer på.

  
Her sidder jeg sammen med børnene, som pga. dårligt vejr sidder indenfor og spiser morgenmad. 

På babyhjemmet er der omkring 25 børn i alderen 0-16 år. Alle kommer de med en forfærdelig historie i bagagen som har resulteret i, at de er endt på babyhjemmet. Mange af børnene er blevet forladt af deres mor og er derefter blevet bragt til politiet, som sender dem videre til babyhjemmet. Et par af børnene er blevet født ned i lokale lokummer (i Uganda er de fleste toiletter bare huller i jorden), hvor de så heldigvis er blevet fundet. Mange af børnene har oplevet ting, som man ikke ønsker, at noget menneske skal opleve, og har derfor mere end nogen andre brug for omsorg, kærlighed og en god opdragelse, så de lærer hvad der er rigtigt og forkert.

 

Der er gang i den, når alle 25 børn legr md LEGO på samme tid.

 

Til at tage vare på alle disse børn er der ansat seks “mamaer”. Hver dag skal de sørge for alle de praktiske opgaver som f.eks. tøjvask, madlavning og bleskift. Ud over dette skal de også sørge for at være sammen med børnene og aktivere dem. Som de fleste ved, er der meget at se til med en masse små i huset, så derfor er der ikke altid så meget tid til omsorg og leg med børnene. Derfor har Ruth og Carsten selv et par volontører, som kommer på babyhjemmet et par gange om ugen.

 

Vi plejer at ankomme til babyhjemmet ved 9.30 tiden og her er børnene ved at blive vasket og ved at komme i tøj. Herefter er det tid til deres morgenmad, hvor menuen står på varm mælk og et hårdkogt æg. Så er det ellers tid til leg med børnene. Det er tydeligt at de nyder at der kommer nogle, som udelukkende leger med dem og krammer dem. Mellem 10 og 11 er der ‘circle time’, hvor man forsøger at samle børnene så vi kan synge et par sange, øve alfabetet og lege sammen. Der er især en af mamaerne, mama Rose, som er rigtig god sammen med børnene. Hun har bare den der gejst der skal til, for at have det job hun har. Over for os er hun også altid så sød og rar, og man kan ikke andet end at holde af hende. Ved 12.30 tiden indtages middagsmaden før alle børnene skal have deres daglige middagslur. 

Mama Rose sammen med den handicappede pige Hope.



  
Circle time hvor alfabetet øves.



Så spises der middagsmad. Da der er mange børn der skal spises af på samme tid, er børnene jo nødt til at klare tingene selv, og dette resulterer i mad mange andre steder end på tallerken og i munden. 

Jeg nyder vores dage på babyhjemmet, fordi vi blot skal komme og være os selv og være sammen med børnene. Jeg er rigtig glad for at vi har fået dette aspekt med i vores ugentlige arbejde. På skolerne er det ikke muligt at få det samme forhold til børnene, fordi man der har en bestemt rolle man skal varetage. At kunne give disse børn, som ikke har fået en let start på livet, kærlighed og gode øjeblikke er noget jeg sætter en stor ære i.

Gedion
Selvom vi kun har været på babyhjemmet i meget kort tid, er der allerede en dreng, som har fået en speciel plads hos mig. Hans navn er Gedion, og som man kan se på billedet er han en rigtig charmetrold. Han blev bragt til babyhjemmet, da han var omkring et år. Han var meget afkræftet og var tættere på at dø end på at overleve. Man formoder at hans mor er blevet voldtaget af faren eller af bedstefaren, og har derfor efter fødslen skjult barnet under sengen i et helt år. Uden nogen form for omsorg kun med lidt mad en gang imellem overlevede dette lille barn. Da han blev bragt til babyhjemmet lignede han et skellet og havde voldsomt hævede hænder og fødder. Efter behandling på hospitalet kom han til at bo på babyhjemmet, hvor han nu har boet i ca. tre år. Gedion er i dag fire år og trives i bedste velgående på babyhjemmet. Han forstår rigtig meget af det der foregår omkring ham og virker til at være en kvik lille dreng. Når vi leger, øver vi farverne, tal og navnene på de ting som omgiver os, og han er meget vedholdende og glad for at lære. Når det er ved at være tid til at sige farvel til alle børnene, er der ikke noget der kan få smilet mere frem, end når Gedion kommer løbende og giver mig en ordentlig krammer.

At gå i kirke i Uganda

I dette indlæg vil jeg forsøge at give jer et indblik i, hvordan det er at gå i kirke i Uganda. Som tidligere nævnt er der et stort antal ’born again’ i dette område, hvor vi befinder os. ’Born again’ er en kristen trosretning, hvor man søger at leve udelukkende ud fra Biblen og ikke ud fra traditioner mv. i forbindelse med kristendommen. Af denne grund udgør religionen en stor del af disse menneskers hverdag og liv.


Hver søndag kl. 09.00 starter gudstjenesten i Kamuzinda Victory Church.  Man skal dog lige regne med, at dette er ”african time”, så det er de færreste der ankommer på dette tidspunkt. Størstedelen kommer anstigende mellem en halv til en hel time efter, at gudstjenesten er startet.

Kirken ligner med sit bliktag, store porte og gitter for vinduerne mest af alt en gammel dansk lade. Indenfor er der kun et stort rum med en masse hvide plasticstole og en forhøjning med en primitiv talerstol. Altertavlen er skiftet ud med fire stykker stof i forskellige farver. En noget mere primitiv kirke end vi kender dem fra Danmark.

 
Her ses Louise og Louise ude foran kirken. Til venstre i billedet ses skiltet som fortæller, at dette er ‘Kamuzinda Victory Church’.



Her ses kirken nede bagfra op mod "alteret".



Som i den danske folkekirke er der en bestemt dagsorden, som følges under hver gudstjeneste. Det er intentionen at den første times tid skal gå med at debattere et bestemt emne, med da de færreste er mødt op på dette tidspunkt, bliver dette punkt ikke rigtig håndhævet. Der startes derfor med ’testimony’ (vidnesbyrd), hvor de som har noget de gerne vil dele med de fremmødte kan komme op foran og gøre dette. Her fortælles der ofte om episoder, hvor Gud har været medvirkende til beskytte dem eller har gjort mirakler. Dette kan være en smule svært for mig at sætte mig ind i, fordi jeg anskuer tingene som værende tilfældige.

Efter ’testimony’ er det tid til ’worship and prayers’ (tilbedelse og bønner). Her synges der og danses til trommernes rytmer, som overdøver alt andet i den lille kirke. Dette er så langt fra hvad der praktiseres i den dansk Folkekirke, at dette er noget jeg lige skulle vende mig til. Mens dette står på er der forskellige forsangere oppe til at lede de ofte meget lange sange. Alle er glade, synger og danser og jeg må sige, at man bliver revet lidt med af stemningen. Dette punkt afsluttes med bønner, hvor folk lukker deres øjne og rækker hænderne i vejret. Nogle ender sågar med at sidde knælende på gulvet og græde/skrige deres bønner ud. Det kan virke ret skræmmende at nogle reagerer så kraftigt, og derfor tager jeg en smule afstand fra dette. Inden det er tid til prædiken synger både børnekoret og de voksnes kor et par sange for os.

Det store orgel som vi er vant til at se, er her byttet ud med et pat trommer.





Her afsluttes en lovsag med bønner.

 
Her synger de voksnes kor.

Efter omkring en times sang, bøn og dans er det tid til præstens prædiken. Denne del minder meget om en almindelig dansk prædiken. Dog vil nogle nok sige, at den afrikanske præst går mere levende op i dette punkt. Dette punkt har vi kun overværet en gang, da vi på dette tidspunkt har søndagsskolen. Omkring kl. 13.00 skulle gudstjenesten gerne slutte, men igen er det vigtigt at huske på det faktum, at vi er i Afrika. Ofte nærmer klokken sig 14.00 før præsten har fået snakket færdig og alle har fået hilst på hinanden.

  Efter prædiken er der afslutningsvis en bøn.

Sammenlignet med den kirkegang og de gudstjenester som jeg er vant til i den danske Folkekirke, er dette en meget anderledes måde at afholde gudstjeneste på. Det er bestemt interessant at stifte bekendtskab med denne måde at tro på, og det får da også en til at overveje, om der er en måde som er bedre at gøre det på en andre. Jeg må nok bare indrømme, at jeg har en meget relativistisk indgangsvinkel til de fleste ting, og har derfor en smule svært ved at sætte mig ind i, hvordan nogle mennesker kan tro så meget på hvad der står i en bog. Ud over længden af gudstjenesten, er den afrikanske gudstjeneste dog mere medrivende, spændende opløftende. At gå i kirke i Uganda er anderledes, men bestemt interessant og med til at sætter nogle tanker i gang.



Ændrede planer

Som jeg tidligere har nævnt, ringede Benjamin fra Afrika In Touch kort før afrejse fra Danmark, og fortalte, at planerne for vores arbejde hernede var blevet ændret pga. uoverensstemmelser med handicapskolen, hvor vi ellers skulle have undervist. Derfor har vi indtil nu udelukkende undervist og derudover haft søndagsskolen, men der har ligesom manglet noget. Efter et par uger gjorde vi op med os selv, at vi manglede en afveksling fra undervisningen.

En af grundene til at jeg har ansøgt om specifikt at komme til Uganda var lige præcis fordi der var aspektet med de handicappede. Jeg ønskede at arbejde med nogle mennesker, hvor man kunne give dem noget, blot ved at give lidt af sig selv. Dette er ikke muligt at gøre i et særlig stort omfang, når man underviser en hel klasse på 35 elver i 50 min. og derefter fortsætter videre til en ny klasse. Endvidere kræver undervisningsdagene en del forberedelse, og især dagene på Cornerstone krævede meget forberedelse og overskud. Det der var galt var i bund og grund, at der manglede omsorgsaspektet, som jeg egentlig primært have søgt om at komme af sted for.

Efter en snak med Afrika In Touch om vores situation, indvilligede vi i at fortsætte med undervisningen på de to skoler og med søndagsskolen, indtil Benjamin i slutningen af september ville komme herned. Under Benjamins besøg, var han bl.a. rundt og se på flere alternativer, men i sidste ende kom han hjem og fortalte, på min fødselsdag, at vi kunne komme ud på babyhjemmet i Masaka (som jeg har skrevt om i indlæget “En forfærdelig god søndag”). Dette var en rigtig god fødselsdagsgave at få.



Besøg af Benjamin fra Afrika In Touch og Mette, som er med i Aunt Louise (handicapskolen) gruppen

Nu skal vi så til at være en dag på Cornerstone, nemlig mandag, i stedet for at være der to dage om ugen, mens vi fortsætter med at være på Pastor Freds School tirsdag og torsdag, som vi plejer. Ugentlig skal vi arbejde to dage på babyhjemmet, og disse dage bliver onsdag og fredag. Lørdag har vi så en lille fridag, inden vi søndag skal i kirke samt have søndagsskolen. Som det fremgår, kommer vi bestemt ikke til at kede os.


Der tegnes med børnene.

I går var så vores første dag på babyhjemmet, og jeg må indrømme, at jeg var meget spændt på at komme i gang med arbejdet. Da babyhjemmet er ejet af et dansk ægtepar, som bor i Masaka, har de også selv et par volontører hernede til at varetage forskellige jobs. Vi mødtes med Cayle og Janin, og tog sammen hen til babyhjemmet. Her gik vi straks i gang med at lege med børnene, og det var tydeligt at børnene nød det. Cayle var meget god til at fortælle om stedet og give os gode råd, så vi hurtigt kan komme ind i de daglige rutiner derude. Det var med en rigtig god fornemmelse, at vi sagde på gensyn til børnene og mamaerne (de afrikanske kvinder som er ansat til at stå for omsorgen af børnene og de daglige praktiske gøremål). Nu har vi kun været der en’ gang, men jeg må sige, at jeg er ret sikker på, at jeg bliver glad for at være derude. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme derud igen i morgen.

 

Her får jeg en ordentlig farvelkrammer af den dejlige charmetrold Gedion.

 

 

 

 

 

James og jeg farvelægger sammen træet.