Forestillinger blev til virkelighed

Så sidder her i Afrika, lagt væk hjemme fra. Efter en veloverstået rejse, blev vi lørdag tidligt om morgenen hentet af Pontiano i Entebbe lufthavn. Pontiano ejer og bor på farmen vi skal bo. Turen i bil tog omkring tre timer, og tog os gennem en helt anderledes kultur, end den vi er vant til. Overalt langs vejen var der små primitive og nedslidte huse og hytter, hvor børn og kvinder arbejdede. Vejen var hullet og bumpet, og overalt hvor vi kørte gik der mænd og børn med vandunke, som de havde fyldt op ved den nærmeste flod eller sø.

Da vi ankom til farmen lørdag middag, blev vi vist rundt på farmens område, samt vist ind i vores lejlighed, som skulle være vores hjem for de næste tre måneder. Vi spiste middag med Pontiano, hans kone Rogers og deres fire børn. Vi gik tidligt i seng, da vi alle var meget trætte efter den lange rejse.

 
                          Billede taget på vej hen til farmen fra lufthavnen. Såder ser det ud over alt langs vejene i Uganda.

Vi sov længe her fra morgenen af, og gjorde os klar til at gå i kirke. Pontianio havde inviteret os med i kirken i Kamuzinda, som er byen, hvori farmen ligger. Da vi kom ind i kirken, som mest af alt mindede om en dansk lade, blev vi vist op på forreste række, fordi vi er hvide. Vi blev bedt om at præsentere os selv foran alle de fremmødte i kirken, mens der blev råbt halleluja og klappet. Mange gange i løbet af den 3,5 timers lange gudstjeneste, blev vi budt varmt velkommen og bedt for i stort set hver bøn. Der blev sunget en hel masse i kirken, mens folk stod og dansede med. Børnene løb bare rundt i kirken stort set som det passede dem, hvilket er meget anderledes fra de danske gudstjenester. Under gudstjenesten blev vi spurgt, om vi ikke ville med ud og have søndagsskole med børnene. Her legede vi med dem, og forsøgte at lære deres navne. Da vi senere gik en tur til Kamuzinda for at handle, råbte mange af børnene ”hey muzungu”, som på dansk betyder ”hej hvid mand”. Det er en speciel følelse, at folkene skynder sig ud til vejen for at se os, og giver os deres pladser forrest i kirken. Vi er jo bare mennesker ligesom dem, hverken mere eller mindre; Men sådan er det nok bare her, og de er bare ikke vant til at se hvide.
Efter de første par dage, er mit indtryk af Uganda rigtig godt, og jeg ser meget fra til de næste tre måneder her.

 
Familien vi bor hos, Louise, Daniel og Louise inden kirke søndag morgen.