Kulturchok – en del af vores hverdag

Vi var fortalt hjemmefra, at vi nok ville få et mindre kulturchok, når vi kom herned. Jeg var godt klar over, at alting var anderledes, mere primitivt og mere fattigt, men jeg må indrømme, at det alligevel kom lidt bag på mig i starten, hvor anderledes kulturen var.

Allerede på vores køretur fra lufthavnen mod Kamuzinda, hvor vi bor, blev jeg overrasket over forholdene. Som nævnt i tidligere indlæg, var der hele vejen langs vejkanten små slidte ”huse” eller nærmere hytter, hvoraf mange trods alt var lavet af mursten. Uden for dem løb børnene rundt, nogle med slidt tøj på, andre næsten uden, og legede, mens kvinderne vaskede tøj, lavede mad eller lavede andre huslige ting. Trods overraskelsen over hvor fattigt landet var, svarede virkeligheden stort set til de forventninger jeg havde haft hjemmefra. Dog havde jeg ikke troet, at der overalt ville se så fattigt ud, som der egentlig gør.


Et billede taget på køreturen fra lufthavnen til farmen.

Efter køreturen, tænkte jeg, at jeg nok ikke ville blive mere overrasket over kulturen og forholdene. Dette skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Da vi ankom til farmen, og fik vores lejlighed vist, blev jeg igen lidt overraket, selvom jeg gentagende gange prøvede at sige til mig selv, at jeg jo nok alligevel ikke havde regnet med andet. Vores lejlighed var ret rodet og lignede, med sine betongulve, rå vægge og primitive møblement, overhovedet ikke, hvad vi er vant til i Danmark.

At gå i bad hernede, er også lidt anderledes fra den danske måde at gøre det på. Vandet vi går i bad i, ja faktisk alt det vand vi bruger i lejligheden, er koldt regnvand fra en vandtank udenfor. Så en positiv ting er, at det ikke tager lang tid at gå i bad, når vandet altid er koldt.

  Der tegnes sammen med to af de fire børn, som bor på farmen, i vores køkkenalrum.

Når der skal handles ind til aftensmaden, går vi os en lille tur ind til Kamuzinda (farmen ligger få hundrede meter udenfor selve landsbyen). Her er der små boder, hvor de lokale sælger grøntsager, lidt ris og andre fornødenheder. En indkøbstur her minder langt fra om en tur i Føtex.

  Der handles grøntsager i Kamuzinda

Kamuzinda, er kun er meget lille landsby. For at handle andet end grøntsager, købe ting, gå på restauranter mv. skal man ind til Masaka. Hertil er der ca. 20 km, hvilket tager ca. 45 min med den ”offentlige” transport. Hernede er “offentlig” transport egentlig bare lokale folk, som kører rundt for at tjene penge. På jordvejen fra farmen kører man de ca. 4 km. ud til den store vej på såkaldte ”boda bodaer”. Disse er knallerter, hvor man sidder bag på. Der kan let sidde tre eller fire, og en gang imellem flere, på dem af gangen. Når man er kommet ind til den store vej, og har betalt chaufføren på boda bodaen 2000-3000 Uganda shillings (svarende til 5-7 DKK.) skal man finde en taxi, som går ind til Masaka. Dette er ikke helt let, da det bare er almindelige biler uden egentlige logoer eller mærker som indikerer, at det er taxaer. Når man så har ventet lidt og endelig fundet en taxa, kan der let proppes 12 personer eller flere ind i en almindelig personbil, hvilket vil sige, at man kommer hinanden ved. Det er vi danskere helt vilde med.

  Daniel ved starten af “hovedegaden” i Masaka.

Da jeg på forberedelseskurset var blevet fortalt om Masaka med sine ca. 70.000 indbyggere, havde jeg dannet billeder inde i mit hoved af, hvordan dette ville se ud. Byen ville ifølge mine forventninger nok minde om en europæisk større by, bare ældre og mere nedslidt. Primitivitet havde jeg regnet med, men så meget havde jeg alligevel ikke troet. På billedet ovenfor ses Daniel foran indgangen til “hovedegaden” i Masaka.

På trods af de mange overraskelser og den helt anderledes kultur, som de næste tre månender skal danne ramme om vores hverdag, synes jeg, at det er rigtig spændende og godt at være her. Vi er stadig ved at lære, hvordan man gebærder sig og lever i Uganda. Jeg er sikker på, at det som kom som et chok for os de første dage, vil blive en naturlig del af vores hverdag i løbet af meget kort tid.

Forestillinger blev til virkelighed

Så sidder her i Afrika, lagt væk hjemme fra. Efter en veloverstået rejse, blev vi lørdag tidligt om morgenen hentet af Pontiano i Entebbe lufthavn. Pontiano ejer og bor på farmen vi skal bo. Turen i bil tog omkring tre timer, og tog os gennem en helt anderledes kultur, end den vi er vant til. Overalt langs vejen var der små primitive og nedslidte huse og hytter, hvor børn og kvinder arbejdede. Vejen var hullet og bumpet, og overalt hvor vi kørte gik der mænd og børn med vandunke, som de havde fyldt op ved den nærmeste flod eller sø.

Da vi ankom til farmen lørdag middag, blev vi vist rundt på farmens område, samt vist ind i vores lejlighed, som skulle være vores hjem for de næste tre måneder. Vi spiste middag med Pontiano, hans kone Rogers og deres fire børn. Vi gik tidligt i seng, da vi alle var meget trætte efter den lange rejse.

 
                          Billede taget på vej hen til farmen fra lufthavnen. Såder ser det ud over alt langs vejene i Uganda.

Vi sov længe her fra morgenen af, og gjorde os klar til at gå i kirke. Pontianio havde inviteret os med i kirken i Kamuzinda, som er byen, hvori farmen ligger. Da vi kom ind i kirken, som mest af alt mindede om en dansk lade, blev vi vist op på forreste række, fordi vi er hvide. Vi blev bedt om at præsentere os selv foran alle de fremmødte i kirken, mens der blev råbt halleluja og klappet. Mange gange i løbet af den 3,5 timers lange gudstjeneste, blev vi budt varmt velkommen og bedt for i stort set hver bøn. Der blev sunget en hel masse i kirken, mens folk stod og dansede med. Børnene løb bare rundt i kirken stort set som det passede dem, hvilket er meget anderledes fra de danske gudstjenester. Under gudstjenesten blev vi spurgt, om vi ikke ville med ud og have søndagsskole med børnene. Her legede vi med dem, og forsøgte at lære deres navne. Da vi senere gik en tur til Kamuzinda for at handle, råbte mange af børnene ”hey muzungu”, som på dansk betyder ”hej hvid mand”. Det er en speciel følelse, at folkene skynder sig ud til vejen for at se os, og giver os deres pladser forrest i kirken. Vi er jo bare mennesker ligesom dem, hverken mere eller mindre; Men sådan er det nok bare her, og de er bare ikke vant til at se hvide.
Efter de første par dage, er mit indtryk af Uganda rigtig godt, og jeg ser meget fra til de næste tre måneder her.

 
Familien vi bor hos, Louise, Daniel og Louise inden kirke søndag morgen.

Klar til afrejse

Så er det dagen før dagen. I morgen tidlig går turen til Afrika. Nu er sommerfuglene ved at komme i maven, og konstant kører tankerne, omkring de næste tre måneder, rundt i mit hoved. Hele tiden prøver man at forestille sig, hvordan Uganda er, og hvordan alting foregår der. I dag har jeg brugt det meste af dagen på at købe de sidste ting, og på at pakke. Her til aften var mor, far, Jakob, Martin, Johanne og jeg ude og spise i Vorupør, hvilket var rigtig hyggeligt! Generelt har hele ugen gået med at gøre klar til rejsen, og tirsdag aften havde jeg besøg af hele familien, for at holde tidlig fødselsdag. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor alle var glade og spurgte til min rejse. Det der bliver sværest ved at være væk hjemmefra i tre måneder bliver at skulle undvære min dejlige familie og skønne venner, men jeg glæder mig dig til at være sammen med dem alle igen til jul. Nu føler jeg, at jeg er ved at være klar til at rejse, bortset fra, at alle mine ting ligger rundt omkring på gulvet i stedet for i kufferten. Det må jeg ordne i morgen, for nu er det sengetid.

Hvorfor Afrika?

Daniel, Louise og jeg

Afrika.. Hvorfor lige Afrika?

Ofte bliver jeg spurgt, hvorfor det lige præcis er Afrika, som jeg har valgt at rejse til.
Grunden hertil samt lidt info om, hvor vi skal bo, og hvad vi skal lave dernede, kan man læse i dette inlæg.

For halvandet år siden sad jeg en morgen i auditoriet på handelsskolen og hørte et fordrag af to piger, som havde været i Afrika som volontører. Foredraget gjorde stor indtryk på mig, og på præcis det' tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg også ville rejse til Afrika.

Nu sidder jeg så på Diakonhøjskolen i Højbjerg til forberedelseskursus, inden vi om to uger rejser til Afrika. Sammen med Louise og Daniel, som jeg er så heldig at skulle afsted sammen med, rejser vi til Uganda. Vi er udsendt af organisationen Afrika In Touch, som er en kirkelig børne- og ungdomsorganisation. I Uganda skal vi bo ca. 45 minutters kørsel fra byen Masaka, som ligger yderligere tre timers kørsel syd for hovedstaden Kampala. Vi skal bo på Kamuzinda farm, som fungerer, som et godt eksempel på, hvordan man driver landbrug. Her kan de lokal komme og få undervisning og gode råd om landbrug. Vi skal bo i en volontørbolig, hvor vi selv skal lave alt vores mad selv, af de råvarer, som det nu engang er muligt at købe. Som planen er nu, skal vi tre dage i ugen hjælpe til og "undervise" på handicapskolen Aunt Louise School. De to resterende dage skal Louise og jeg undervise på Pastor Freds skole, som er en almindelig skole med 1.-8. klassetrin, mens Danile arbejder på farmen, hvor vi bor.

Under forberedelseskurset, som finder sted hele denne uge, får vi hele tiden en hel masse information om Afrika, om kulturen, og om hvad man skal huske ovs. Lige nu sidder jeg med en hel masse forestillinger om, hvordan det hele bliver. Alting bliver nyt, anderledes og spændende; og ting er sikkert, alting bliver ikke som jeg forestiller mig det lige nu, men JEG GLÆDER MIG RIGTIG MEGET!