Alt hvad børnene har til rådighed i undervisningen er et kladdehæfte og en blyant. Alt hvad der skrives på tavlen, skal skrives ned i hæftet. Derfor går undervisningen meget langsom i forhold til danske standarder.
Da der hverken er råd til borde eller pulte, er børnene nødt til at hoppe ned bag bænken, når der skal skrives af fra tavlen, og bruge bænken som bord.
Efter næsten tre fantastiske måneder her i Uganda, begynder vi at kunne ane enden på vores ophold. Vi har oplevet rigtig mange ting og har mødt og arbejdet sammen med mange forskellige mennesker. Det bliver ikke let at skulle sige farvel til dette sted og disse mennesker. Specielt er der ét sted, som for mig bliver rigtig svært at sige farvel til. Det er nok de færreste, der havde troet det, men det er faktisk skolen Cornerstone. Dette sted har fået en helt speciel plads hos mig. Vores start var ikke helt let derude. Da de aldrig har arbejdet sammen med hvide før, var de ikke helt klar over, hvordan de skulle tage imod vores hjælp, og dette krævede meget energi og overskud fra vores side. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg om Cornerstone, har de ikke engang bøger, som vi i undervisningen kunne gå ud fra. Vi skulle selv forsøgte at tilrettelægge en undervisning på det niveau, vi troede, var passende. Dette er ikke en let opgave at få, når man ikke har nogen form for erfaring med at undervise. På daværende tidspunkt var det nok de færreste, heriblandt mig selv, som ville have troede på, at Cornerstone ville blive et sted, som jeg kom til at holde af.
Klassebillede af P1, svarende til børnehaveklasse eller 1. klasse.
Klassebillede af P2, svarende til 1. eller 2. klasse.
Tiden er snart ved at være gået, og jeg begynder nu at tænke på: Hvad har vi gjort ude på Cornerstone og hvad har vi fået med derfra? At skabe store forandringer er meget svært og dette kræver mange flere ressourcer, end vi har haft, men i det små synes jeg at kunne se forandringer. Små ting, som at overholde tiden og at følge skoleskemaet, har vi helt klart fået indført. Vi har forsøgt at lære lærerne, at børnene skal kunne tænke selv i stedet for at blive små kopimaskiner. Processen fra den nuværende tilstand til den ønskede tilstand, hvor lærerne forstår at undervise børnene til at tænke selv, er meget lang. Jeg tror og håber dog, at dette er noget, som vil blive forbedret i takt med, at selve skolen bliver forbedret. I det hele taget tror jeg, at samværet med os europæere har ændret deres syn på forskellige ting. Jeg tror, at de har fået en bedre forståelse for, hvordan europæere tænker, og en bedre forståelse for at forholdet mellem lærer og elever ikke behøver at være baseret på frygt, men i stedet på venskab og forståelse. Selvfølgelig kan vi ikke komme herned og ændre mentaliteten hos alle lærerne og eleverne, men vi har taget det første lille skridt på vejen mod forbedringer og udvikling.
En engelsktime med P2. For at varriere undervisningen lidt og for at vise lærerne, at det nogle gange er godt at involvere børnene aktivt i undervisningen, tog jeg dem med udenfor og øvede bøjninger af forholdsord.
Pludselig var det som om, at børnene bedre forstod, hvad det hele gik ud på.
Med fra Cornerstone tager vi uden tvivl rigtig mange gode og lærerige oplevelser med os. Mødet med en kultur, som er så langt fra alt, hvad vi kender fra Danmark, har været lærerig på mange måder, og dette er noget jeg helt klart vil kunne bruge senere i livet. Samværet med nogle så åbne og kærlige mennesker har givet os følelsen af at været velkommen og en del af et større fællesskab. Både lærere og elever værdsætter alt, hvad vi gør for dem, og lægger bestemt ikke skjul på dette. Glæden og begejstringen, som alle børnene udviser hver gang, vi ankommer til skolen eller møder dem på en gåtur, er med til at gøre vores arbejde på Cornerstone det hele værd. Vi har ikke blot været lærernes kolleger og børnenes lærere, men vi har været deres venner og har delt mange gode oplevelser med dem alle. Jeg har rent faktisk lidt svært ved at beskrive, hvor meget tiden på Cornerstone har betydet for mig. Hver mandag eftermiddag, når vi forlader skolen, går jeg derfra med en eller anden form for lykkefølelse. Jeg havde aldrig i starten troet, at jeg skulle komme til at sige dette, men Cornerstone er det sted, som har betydet mest for mig hernede, og samtidig det sted, som jeg får sværest ved at sige farvel til.
Daniel, Louise og jeg havde en fredag planlagt at afholde turnering i fodbold og netbold (en mellemting melle håndbold og barsket). Her ses vinderholdet i begge decipliner. Selvfølgelig var det de ældste elever der vandt.
Samme dag som vi afholdte turnering var der forældredag på skolen, hvor forældre kunne komme og se turneringen og opleve sang og dans. Her er det Laurence, som synger og danser.
Til middag blev der serveret lækkert afrikansk mad. Det smager virkelig godt, selvom man kunne tvivle lidt, når man ser billederne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar