Hvem havde troet det?

 

Alt hvad børnene har til rådighed i undervisningen er et kladdehæfte og en blyant. Alt hvad der skrives på tavlen, skal skrives ned i hæftet. Derfor går undervisningen meget langsom i forhold til danske standarder.

 

Da der hverken er råd til borde eller pulte, er børnene nødt til at hoppe ned bag bænken, når der skal skrives af fra tavlen, og bruge bænken som bord.

Efter næsten tre fantastiske måneder her i Uganda, begynder vi at kunne ane enden på vores ophold. Vi har oplevet rigtig mange ting og har mødt og arbejdet sammen med mange forskellige mennesker. Det bliver ikke let at skulle sige farvel til dette sted og disse mennesker. Specielt er der ét sted, som for mig bliver rigtig svært at sige farvel til. Det er nok de færreste, der havde troet det, men det er faktisk skolen Cornerstone. Dette sted har fået en helt speciel plads hos mig. Vores start var ikke helt let derude. Da de aldrig har arbejdet sammen med hvide før, var de ikke helt klar over, hvordan de skulle tage imod vores hjælp, og dette krævede meget energi og overskud fra vores side. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg om Cornerstone, har de ikke engang bøger, som vi i undervisningen kunne gå ud fra. Vi skulle selv forsøgte at tilrettelægge en undervisning på det niveau, vi troede, var passende. Dette er ikke en let opgave at få, når man ikke har nogen form for erfaring med at undervise. På daværende tidspunkt var det nok de færreste, heriblandt mig selv, som ville have troede på, at Cornerstone ville blive et sted, som jeg kom til at holde af.

    

Klassebillede af P1, svarende til børnehaveklasse eller 1. klasse.

   

Klassebillede af P2, svarende til 1. eller 2. klasse.

Tiden er snart ved at være gået, og jeg begynder nu at tænke på: Hvad har vi gjort ude på Cornerstone og hvad har vi fået med derfra? At skabe store forandringer er meget svært og dette kræver mange flere ressourcer, end vi har haft, men i det små synes jeg at kunne se forandringer. Små ting, som at overholde tiden og at følge skoleskemaet, har vi helt klart fået indført. Vi har forsøgt at lære lærerne, at børnene skal kunne tænke selv i stedet for at blive små kopimaskiner. Processen fra den nuværende tilstand til den ønskede tilstand, hvor lærerne forstår at undervise børnene til at tænke selv, er meget lang. Jeg tror og håber dog, at dette er noget, som vil blive forbedret i takt med, at selve skolen bliver forbedret. I det hele taget tror jeg, at samværet med os europæere har ændret deres syn på forskellige ting. Jeg tror, at de har fået en bedre forståelse for, hvordan europæere tænker, og en bedre forståelse for at forholdet mellem lærer og elever ikke behøver at være baseret på frygt, men i stedet på venskab og forståelse. Selvfølgelig kan vi ikke komme herned og ændre mentaliteten hos alle lærerne og eleverne, men vi har taget det første lille skridt på vejen mod forbedringer og udvikling.

 

En engelsktime med P2. For at varriere undervisningen lidt og for at vise lærerne, at det nogle gange er godt at involvere børnene aktivt i undervisningen, tog jeg dem med udenfor og øvede bøjninger af forholdsord.



Pludselig var det som om, at børnene bedre forstod, hvad det hele gik ud på.

Med fra Cornerstone tager vi uden tvivl rigtig mange gode og lærerige oplevelser med os. Mødet med en kultur, som er så langt fra alt, hvad vi kender fra Danmark, har været lærerig på mange måder, og dette er noget jeg helt klart vil kunne bruge senere i livet. Samværet med nogle så åbne og kærlige mennesker har givet os følelsen af at været velkommen og en del af et større fællesskab. Både lærere og elever værdsætter alt, hvad vi gør for dem, og lægger bestemt ikke skjul på dette. Glæden og begejstringen, som alle børnene udviser hver gang, vi ankommer til skolen eller møder dem på en gåtur, er med til at gøre vores arbejde på Cornerstone det hele værd. Vi har ikke blot været lærernes kolleger og børnenes lærere, men vi har været deres venner og har delt mange gode oplevelser med dem alle. Jeg har rent faktisk lidt svært ved at beskrive, hvor meget tiden på Cornerstone har betydet for mig. Hver mandag eftermiddag, når vi forlader skolen, går jeg derfra med en eller anden form for lykkefølelse. Jeg havde aldrig i starten troet, at jeg skulle komme til at sige dette, men Cornerstone er det sted, som har betydet mest for mig hernede, og samtidig det sted, som jeg får sværest ved at sige farvel til.



Daniel, Louise og jeg havde en fredag planlagt at afholde turnering i fodbold og netbold (en mellemting melle håndbold og barsket). Her ses vinderholdet i begge decipliner. Selvfølgelig var det de ældste elever der vandt.



Samme dag som vi afholdte turnering var der forældredag på skolen, hvor forældre kunne komme og se turneringen og opleve sang og dans. Her er det Laurence, som synger og danser.



Til middag blev der serveret lækkert afrikansk mad. Det smager virkelig godt, selvom man kunne tvivle lidt, når man ser billederne.

Afrikansk mentalitet

Forskellen på Uganda og Danmark er på mange måder stor, men der, hvor forskellen ses tydeligst, er i mødet med den afrikanske mentalitet. Gennem mit tre måneder lange ophold her har jeg oplevet den afrikanske mentalitet på både godt og ondt, hvilket har skabt stor glæde, men også store frustrationer.  

 

Da vi ankom her til Uganda og til denne lille landsby Kamuzinda, var alle de mennesker, som vi hver dag mødte, meget venlige og imødekommende. Det var rigtig rart at føle sig velkommen og taget godt imod. Som tidligere nævnt var det især i starten lidt specielt, at alle børnene råbte ”bye muzungu,” hver gang de så os, og at mange mennesker gerne ville hilse på os og give os hånd mv. I den vestlige verden er vi jo slet ikke vant til, at man hilser på tilfældige fremmede på gaden, og set ikke, at man sætter folk med en anden hudfarve højere end en selv. Dette har vi dog vendt os til, og dette er blot en del af vores hverdag nu. Ude på skolerne var de også gode til at tage imod os og til at spørge ind til os og til Danmark. Denne venlighed, som i høj grad præger den ugandiske befolkning, var med til at gøre starten på vores ophold rigtig positiv.  

 

Her ses jeg sammen med endnu et barn, som rigtig gerne ville sige hej til os. Da vi for et par dage siden var ved Victoria Lake, kom denne skønne dreng løbende hen til mig. Han havde lige siddet og ordnet fisk, så hans hænder var helt fyldt med fiskeskæl osv. Han strakte armene ud, mens han kom løbende hen til mig, og endte med at give mig et stort kram. Trods fiskesnask på trøjen, kunne jeg ikke lade være med at synes, at denne dreng var fantastik. Vi fik at vide, at han kun havde meget lidt sprog, og at hans hjerne var underudvilket.

 

Som tiden gik, og det hele blev hverdag hernede, så vi dog også hurtigt en anden side af den afrikanske mentalitet. For at sige det lige ud, så virker afrikanere, og er de måske også, meget dovne. Når man skal handle i deres små boder eller i større butikker i Masaka, går alting ufatteligt langsomt, og de ligner nogle, som hellere ville, at man lod være med at købe noget hos dem. Endvidere holdes der rigtig mange pauser i løbet af en arbejdsdag, og samtidig er produktiviteten ikke særlig høj. Her skal det dog nævnes, at mange afrikanere arbejder fra solen står op og til den går ned, altså en hel dag. Fælles for de fleste afrikanere er en lav produktivitet og en lad indstilling til arbejdet.

 

Den store interesse for os ”muzunguer” viste sig dog hurtigt at kunne blive for meget og kom til at gå mig på. Omkring halvvejs inde i vores ophold var jeg meget frustreret over kulturen og den afrikanske mentalitet. Hver gang jeg gik mig en tur for at komme lidt ud og være alene med mig selv og mine tanker, kunne jeg ikke undgå, at folk råbte til mig, stoppede mig og ville snakke med mig. Især én gåtur glemmer jeg aldrig. Det var lørdag og vi havde ingen planer, så jeg besluttede at gå mig en lang tur. På denne 2,5 timers lange tur blev jeg stoppet et utal af gang, startende med, at en ældre mand stoppede mig, fordi han ville spørge, om jeg var gift og havde børn, og i så fald om jeg ikke ville giftes med en mand hernedefra. Jeg kendte efterhånden til kulturen og vidste, at afrikanere bare spørger om det, de har lyst til, men jeg må indrømme, at jeg blev en smule forarget over disse spørgsmål, og at han samtidig holdte fast i min hånd, så jeg ikke kunne gå min vej. Senere på min tur var der flere børn og voksne som råbte ”give me money”, og folk som bare gerne ville vide hvorfor og hvor jeg gik hen. Efter denne gåtur og flere lignede gåture, var jeg godt irriteret og frustreret over de fleste afrikanere. Jeg irriterede mig især over, at de følte, at de havde ret til at råbe ad mig og til at bede mig om penge mv.

 

 

Her ses vi sammen med Everest (manden med skjorte og slips). Da vi første gang mødte ham i Masaka krammede han os alle gentagende gange og blev ved med at snakke om, hvor fantastisk det var at vi var i Uganda. Alle disse kram og den meget åbne måde at være på resulterede i, at vi fremover forsøgte at undgå ham, hvis vi så ham i byen.

En anden ting ved den afrikanske mentalitet er, at rigtig mange voksne mennesker opfører sig på en meget barnlig måde. Især ude på Cornerstone blev denne opførsel mig for meget. Hver gang vi havde pauser og vi sad og snakkede og hyggede os med lærerne, fyrede nogle af lærerne de samme platte jokes af gang på gang. De opførte sig næsten som børn, som skabte sig for at få vores opmærksomhed. Hver gang man sad i stilhed, blot fordi det ikke altid er nødvendigt at sige noget, begyndte de at spørge, hvorfor man var sur eller ked af det, og begyndte at gætte på, hvad man tænkte.

 Her ses de meget barnlige lærer fra Cornerstone. Inden vi kunne få taget et billede af alle os lærere, skulle vi først tage nogle, hvor de sad og "gjorde sig til", som det ses på billedet. Alle børnene var bedre og hurtigere til at stille op og blive klar til at blive taget billeder af.  

 

Hvide mennesker er for uganderne ensbetydende med penge, og de er ikke blege for at bede om penge eller at sætte priserne for varer og servicer urimeligt højt. Denne indstilling til os, som er kommet til deres land, fordi vi ønsker at opleve kulturen, møde menneskerne og gøre et lille stykke arbejde her, irriterede mig grænseløst. Små søde børn, som kom gående og hilste på os, forvandlede sig pludselig til at være små tiggende og ubehøvlede unger. Denne side af mentaliteten resulterede i, at jeg fik svært ved at skelne mellem, om de mennesker vi mødte eller arbejdede sammen med, ville være venner med os, eller om de bare vil have nogle penge. Ude på Cornerstone var der især én lærer, som på trods af, at vi gennem Afrika In Touch havde lavet forbedringer på skolebygningen, blev ved at bede os om at købe ting til skolen. Så manglede de overtrækstrøjer, så manglede de bolde og pokaler til en turnering, og dette tog hun som en selvfølge, at vi kunne købe til skolen.  

 

En anden ting, som jeg også ind imellem fandt frustrerende, var måden, som alting foregår på hernede. Der er ikke noget, der hedder hensyntagen til privatlivet, der skal altid siges noget, når man er i nærheden af andre og så går alting bare så langsomt. Når man skal med en taxa, skal den være helt proppet, før den kører, og dette kan let tage 30 min. Når man kører, er man så mellem 8 og 12 i en almindelig personbil. Det virker måske som en mindre detalje, men når man hver dag bliver transporteret på denne måde, fylder det bare meget i vores hverdag. Den sløve betjening, nærkontakten i taxaerne og på boda boda’erne, de barnlige voksne, den lade indstilling til alt samt deres ide om, at de har ret til at tigge om penge og spørge om alt fra religion til ægteskab, var i en periode ved at blive for meget for mig. Det eneste tidspunkt, vi havde fred på, var, når vi sad inde i vores lejlighed med nedrullede gardiner og lukket dør.

 

 

Her sidder vi i en meget fyldt matatu (minibus).

  

Daniel og jeg sammen med vores boda chauffør. Mmmm man sidder dejlig tæt.

Ud fra følgende klip kan man måske få en ide af, hvor skønt det er at køre i taxa hernede

 

 

 

Efter en tid med frustrationer og en del snak med de andre volontører om emnet, indså jeg dog, at alt blot er, hvad man gør det til. Gør man alting, som er anderledes og langt fra, hvad vi er vant til, til noget dårligt og irriterer sig over det, bliver tilværelsen trist og grå. I stedet bør man huske på, at frustrationerne opstår, fordi denne afrikanske kultur står i skarp kontrast til vores vestlige kultur. Så er det vist det rette tidspunkt at grave sætningen, som vi fik lært på forberedelseskurset frem: ”Det er ikke godt eller skidt, det er bare anderledes”. Mit møde med den afrikanske mentalitet og kultur har helt klart fået mig til at overveje, om man i stedet for at sige, at der er noget i vejen med den afrikanske mentalitet, burde spørge sig selv, om det er vores kultur, som fejler noget. En ting er sikkert, størstedelen af uganderne lever i nuet og nyder hver eneste dag, i stedet for at bekymre sig om i morgen; gør vi det på samme måde i den travle vestlige verden?

 

Selvom jeg har irriteret mig meget over de kære afrikanere, så er de jo gode nok, og også mere end det. Vi er forskellige, meget forskellige, men gennem forståelse og en positiv indstilling, når man langt.